Der er langt mellem science-fiction udgivelserne herhjemme, men her er en ny, forholdsvis kort og vellykket af slagsen fra New Zeeland. En ægte s-f’er i klassik stil om genteknologi, super-neuroncomputere, mekanismer til social kontrol og dommedagsvisioner.

I år 2075 har Jorden været hærget af katastrofale krige med a-bomber og dødbringende biologiske våben. Det meste af menneskeheden har udryddet sig selv.

På et ørige i Stillehavet samles overlevende og skaber ‘Staten’, en samfund fuldstændigt isoleret fra resten af verden, hvor alle flygtningene fra verdenskrigen øjeblikkeligt blive dræbt, hvis det lykkes for dem at nå frem til den barrierre, som omgiver Staten. Enver kontakt med omverden er både uønsket og totalt forbudt.

Med inspiration fra det antikke Grækenland skabes et samfund bestående af tre klasser med Filosofferne på øverste trin, soldaterne på mellemtrinnet og arbejderne i bunden. Det er et samfund, som er overvåget og kontrolleret i alle ender og kanter.

Her tillades ingen murren i geledderne. Udvikler filosofbørn uønskede tankesæt, udraderes de skånselsløst. Statens fornemmeste formål er at sætte historien i stå. At overvåge et fuldstændig statisk tilfredshedssamfund, hvor alt er tilrettelagt og hellere kontrolleret en gang for meget end en gang for lidt.

Romanens ramme er en eksamination af Anaximander, som har søgt optagelse på Akademiet, en slags Filosoffernes øverste råd. Anaximander skal forsvare sin store afhandling om Adam Forde, manden som egenhændig ændrede historiens gang i Staten, da han satte sig op imod direktivet om at dræbe alle flygtninge og skånede en ung pige.

Med Anaximanders afhandling får vi et dybt kig ind i Statens historie. Om kampen for den totale isolation fra en døende verden og kampen for at udslette selv tanken om fjendskab og krig fra de overlevendes bevidsthed.

Det er en gyselig historie om et samfund, der har indset at fantasien er roden til alt ondt. Fantasien har skabt krigen, og fantasien er nu den farligste fjende for det ideelle samfunds bevarelse af status quo. Som alle gode s-f’er giver romanen interessante perspektiver på verden i dag.

Genesis

Forfatter: Bernard Beckett
160 sider, 199,95 kroner
Forlag: Lindhardt og Ringhof
4 glober
Jan vandall/bogvægten.dk