… vores forurening og ødelæggelse af den danske natur og klima koster hvert år det danske samfund et tab på mellem 200 og 250 milliarder kroner – og har gjort det siden 1991.

Generationskontrakten har visse ligheder med Martin Lidegaards bog, Sidste udkald, fra 2008, herunder beklagelsen over at vi har så langt fra tanke til handling. Vi kender udfordringerne, vi kender løsningerne – eller, vi har en god ide om, hvordan vi kan tackle problemerne, og så fortsætter vi, som vi plejer. Og det er et større problem end nogensinde. 

Lidegaard har sat mærkat på tidens tre mest påtrængende ‘jordskælv’, nemlig klima-, miljø- og naturkrise, tempoet i den teknologiske udvikling og den globale magtbalance. Krisen i klima og miljø har vi efterhånden erkendt allesammen, omend vores tilgang til løsningsmulighederne er meget forskellig. Ifølge Lidegaard er det markedet der skal stå for udviklingen, opstille vindmøller, producere bæredygtigt tøj og kød med mindre CO2-aftryk. Politikerne står for rammerne. Men markedet drives jo af efterspørgsel, og de politiske rammer har en kraftig signalværdi for den enkelte borger, så markedet kan næppe løfte den grønne omstilling alene.

Politisk styres man af finans- og økonomiministerierne. Klimaministeren er end ikke medlem af økonomiudvalget. Det har betydet, at  Finansministeriet hidtil har anvendt gammeldags økonomiske modeller, men nu skulle en ny, grøn model der gør det muligt at samtænke klima- og energipolitik have set dagens lys.

Energipolitisk har Lidegaard og de Radikale mange gode forslag, transportpolitisk aner man desværre, at også de Radikale går ind for at nedlægge busruter på landet, når Lidegaard skriver om ‘en helt ny tilgang til kollektiv transport på landet’, hvilket omfatter ‘fleksibel drift i mindre køretøjer og med involvering af privat kørsel’. Hvad blev der af respekten for menneskers tid og støtte til udkantsområder? Direkte oversat betyder dagens trafikpolitik, at man ikke har jævnlige afgange, og at transporten ikke foregår med bussen, hvor man har mulighed for at læse og forberede sig, men at man måske kan finde en plads i en bil, der tilfældigvis skal samme vej. Så er det sket med at bruge transporttiden til noget fornuftigt, og det at bo i provinsen får endnu et par forhindringsløb med på vejen. 

Sjovt nok rummer Generationskontrakten flere forslag til, hvordan man gør det lettere at være udkant, men at den største dræber af livet i udkanten er den manglende kollektive transport, overser de fleste politikere – også Lidegaard. Hermed placerer Lidegaard sig i den i forvejen overfyldte klasse for politikere der beklager spildtiden i trafikken, samtidigt med at de går helt ind for, at man i hvert fald ikke skal have adgang til kollektiv transport, uagtet denne tilbyder den helt enestående mulighed for, at man bliver flyttet af en professionel chauffør, mens man arbejder undervejs.

Transportsektoren får ellers også sin del af kritikken, og efter flere siders fornuftig promovering af mere cykling og en kritik af dagens transport der som oftest foregår med individuel bilisme, kommer så alligevel en bemærkning om, ‘at hvis natur skal vige for mere asfalt, så skal der være et virkeligt påtrængende behov og ingen andre løsninger’. Er det ikke det samme som at sige (skrive), at vi fortsætter, som vi plejer – også med vejbyggeriet, for hvilken vej bliver foreslået, hvis ikke forslagsstilleren kan begrunde dens nødvendighed? 

Lidegaard kommer langt omkring, og et af bogens basale spørgsmål er, hvordan vi kan være så rige og samtidigt have så lidt styr på vores store problemer, incl. det med at mange af vores børn og unge har psykiske vanskeligheder, at mange forlader folkeskolen med mangelfulde værktøjer til at klare det videre liv, at normeringen i daginstitutionerne er så dårlig, at man ikke kan støtte børnene, og at ligestilling i Danmark ligger langt under de andre nordiske lande. 

Lidegaard peger på problemet med børns voksende skærmtid og foreslår blandt andet mere plads til børns frie leg der jo angiveligt er noget af det mest dannende i denne verden. Det lyder som et godt forslag, men er børns skærmtid ikke et udslag af, at de ikke længere har samme mulighed for at bevæge sig rundt uden for, fordi det er blevet farligt i dagens trafik? De isoleres, fordi de køres i forældrenes bil i stedet for at følges med kammeraterne til skole og sport til fods eller på cykel, og når det bliver for meget med alle deres forsøg på at bevæge sig, så placerer vi dem foran en skærm. Så er der ro så længe. 

Der er nok at tage fat på, og der er løsningsforslag til det hele. Lidegaard er behageligt indigneret over vores mange dumheder, og dermed gør sprog og engagement Generationskontrakten til super medrivende læsning. Man kan være enig eller uenig, men lad os få gang i debatten.

Generationskontrakten

Martin Lidegaard

304 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 12.09.23

Birte Strandby