Gemini 1 & 2 er en fantasyhistorie i meget moderne indpakning. Forfatterne Mette Finderup (Orla-prisen 2010) og Thomas Munkholt har sammen med tegneren Lars Gabel skabt en fortælling, hvor tekst og tegneseriebilleder er fusioneret til en kunstnerisk helhed, hvor historien hele tiden bringes fremad gennem de mange tegninger og små strips som er lagt ind mellem tekststykkerne og er en integreret del af handlingen.

Da pigerne Aike og Veronika vågner op den morgen, hvor de fylder 14 år, kan de ikke kende deres omgivelser. I løbet af natten har de to piger byttet plads. Pigerne ser identiske ud som enæggede tvillinger, så umiddelbart er der ikke nogen der kan se at de er forbyttede, men selvfølgelig vil de begge meget gerne hjem til deres egne liv.

Deres to verdener er meget forskellige. Aike kommer fra landet Solsiden, hvor alt er baseret på en slags vedvarende energi, som holder alting kørende med astrale energier -Logia, og Veronika kommer fra Tusmørkely, hvor man man kommunikerer manipulerer verden ved hjælp af stjernetegnskort og magiske genstande. En mystisk mur har i mange generationer delt de to verdner, en mur som de fleste ikke rigtig kan se, som rummer alskens dæmoniske væsner.

Det lykkes pigerne at komme gennem fødselsdagen uden at blive afslørede af deres respektive familier, skolekammerater og lærere, selvom deres tilværelser har mange fundamentale forskelligheder. Efterhånden går det op for pigerne, hvad der er sket, og de begynder at arbejde målrettet mod at finde deres vej hjem gennem muren. De mødes ved muren om natten, men selvom muren nogen gange er nærmest gennemsigtig, kan de ikke passere den. Samtidig er dæmoniske kræfter ved at manipulere med pigerne for få dem til at opfylde en gammel spådom, som vil åbenbart sætte mørkets kræfter fri.

Aike får en ven, Dante, som vil hjælpe pigerne med igen at skifte side, men den mystiske Dante har måske mørke hemmeligheder i bagagen. Aike og Dante går på opdagelse i et oldgammelt bibliotek med spøgelser og magiske åndekræfter, som er bygget af glemte menneskers livshistorier. Den afdøde bibliotekar, Wilmer, giver med gådefulde remser en hjælp med at opdage forskellige sammenhænge i den magiske verden. Samtidig gør Veronika den uhyggelige opdagelse, at der åbenbart er 12 forskellige børnepar, som er blevet forbyttede, og de tolv – og især pigerne – er yderst vigtige i en eller anden ond og snedig plan, der skal opfylde en gammel profeti og lave helt om på verdenen.
Forbyttede børnog Veje mellem verdener er de første to bind af en seksbinds-serie. De sidste fire bind udkommer også to og to, næste gang til sommer.

Det bliver interessant at følge pigernes videre eventyr i de mærkværdige verdener og finde ud af, hvordan de får løst de mange gåder. Det er en underholdende og spændende måde at fortælle historier for de unge i en form, der appelerer til tegneseriegenerationen og kan være et fint mellemled på vejen til at fornøjelsen ved at læse bøger. Serien er mest til de 10 – 14 årige. Det er en spændende og uhyggelig historie, men den har i sit lay-out nok størst appel til pigerne. Et fint eksperiment med en ny fortælleform.

Gemini 1 & 2
Forbyttede børn & Veje mellem verdener
Forfasttere: Mette Finderup og Thomas Munkholt
Illustrationer: Lars Gabel
96 sider pr. bog
Forlag: Gyldendal
Udg.: 03.02.2011
Jan Vandall