Gaia Himmelfloden er den tredje roman i serien Jordens klimaramte. Den første er Mali, om skandinaverne der på grund af kulden er nødt til at vandre sydpå. Nummer to roman er 3 grader celsius der foregår i Centralafrika og i Algeriet. I Gaia er handlingen flyttet til Brasilien i år 2038.
José bor i Sao Paolo med sin mor. De er fattige, og nu er byens vandforsyninger ved at slippe op. José får tilbudt arbejde med at bestøve passionsfrugter, for der er ikke længere nogen bier. Sammen med vennen Thiago og Greenpeace-aktivisten Ana Maria begynder José arbejdet med passionsfrugterne. Hurtigt erkender José, at han ikke er arbejder, men slave, og sammen med Ana Maria vil han forsøge at flygte.
Josés mor er blevet i Sao Paolo. Der er ikke mere vand, og folk begynder at dø. Josés mor leder efter vand og mad i huse, hvor beboerne er døde eller væk. Hun slår sig sammen med en pige, og sommetider har de heldet med sig. For ikke at bliver overfaldet og frastjålet vand, holder de til i et kloakrør. Har de mad, hænger de det højt op, så rotterne ikke kan nå det.
Katastroferne nærmer sig fra flere sider, og man bliver ved med at fælde træerne i Amazon-skoven. Som sine to forgængere er Gaia både en brutal og også en gribende fortælling. Særligt fascineres man af beskrivelsen af, hvordan et kæmpetræ – en angelim – med en diameter på ti meter og en abekoloni i toppen bliver fældet. Fældningen er farlig og foregår med motorsav af en mand der er spændt fast i et reb.
Der er mange scener, hvor nogen eller noget er truet af grådighed, og det er svært at være upåvirket af romanen, ligesom den ikke kan afvises som ren dystopi. Hvis man gerne vil lære noget om konsekvenserne af vores hidtidige adfærd på kloden – og kun læser en roman om året – så er denne et godt bud.
Gaia
Himmelfloden
Jordens klimaramte 3
Torben Mathiassen
366 sider
Forlaget Pantanal
Udgivet: 24.06.2025
Birte Strandby