Bjarke er laboratorieassistent på Retsmedicinsk Institut. Det har han været i nogle år, og hans omdømme er, at han er arbejdsom og omhyggelig. Hvad ledelsen ikke ved, er at Bjarke har en nebengesjæft med at vise folk rundt efter lukketid. Det omfatter et kig på fotos taget i forbindelse med forbrydelser og en tur til kølerummet i kælderen, hvor Bjarke fremviser de seneste lig, både kvinden der har kastet sig ud foran et tog, rockeren der er dræbt af knivstik og andre der er kommet ulykkeligt af dage.

Flere gæster føler afsky, men en del pirres alligevel af den bizarre og i øvrigt meget lidt respektfulde omgang med lig. Alligevel går der flere år, før Bjarke bliver afsløret, selvom han viser frem til både grupper af ejendomsmæglere, filmfolk og andre der vil have en særlig oplevelse. Men da han endelig afsløres, er der mange der kan fortælle noget om Bjarkes opførsel, og ikke blot om fremvisningen af lig. Kvindelige besøgende har været udsat for utiltalende tilnærmelser, og Bjarke har flere gange optrådt, så det virkede stødende på omgivelserne.

Bjarke er en sammensat personlighed. I sit daglige arbejde og i sin formidling af instituttets viden er han professionel, men noget andet tager over ved rundvisningerne. Bjarke hører stemmer, stemmer der bestemmer over ham, og tydeligvis befinder han sig ofte i en anden verden. Det med stemmerne begyndte i hans barndom, mens det med rundvisningerne begyndte, da instituttet fik besøg af et filmhold.

Romanen signalerer heftig uhygge. En køleboks med mennesker der ikke er død en naturlig død er i sagens natur en smule uhyggelig, men også Bjarke selv og det der styrer ham er skræmmende. Der kommer en slags afslutning, men ikke ligefrem en løsning, og som læser sidder man lettere mystificeret tilbage og ved ikke helt, hvad der er foregået i dette sære kryds mellem det uhyggelige, det klamme og det virkeligt sære.

Gå stille tal sagte

Filmkrimi

Martin Schmidt

313 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2022

Birte Strandby