En historie om den svenske kunstner Berta Hannson fortalt med ord og mange billeder, malerier af Berta, hendes familie og hendes liv på bondegården i Sverige.
Bertas mor har tuberkulose, og skønt Berta elsker sin mor og sommetider føler, at moren er den eneste der forstår hende og hendes glæde ved at tegne og male, så må hun ikke omfavne hende på grund af smittefaren.
Berta har en lillebror og to ældre søstre, og den ældste skal på husmoderskole, mens de to yngste piger skal blive på gården for at hjælpe faren. Ikke at Berta er nogen stor hjælp. Hendes far kalder hende nogen gange håbløs. En dag dør moren af sin sygdom, og Berta mister for en tid lysten til at tegne.
Berta er dygtig i skolen, men når hun spørger sin far, om hun må læse videre, får hun altid at vide, at hun skal blive på gården. En dag brænder hun ærtesuppen på med vilje, og måske er det grunden til, at hun alligevel får lov til at rejse hjemmefra og begynde på en uddannelse.
Det er en betagende flot bog med hele Bertas liv skildret i bløde og lidt dystre farver, hendes konfirmation, hendes familie, skoleafslutningen og også den famøse ærtesuppe.
Teksten er som billederne poetisk og lidt dyster, undtagen der hvor faren erklærer, at der nok ikke blive nogen husmor ud af Berta.
I efterordet fortæller Alexandra Sundqvist om kunstneren Berta Hansson, der måtte gennemføre sit eget lille oprør for at få lov til at leve af sin kunst. Titlen kommer fra Berta Hanssons dagbog.
Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil
Sara Lundberg
Efterord af Alexandra Sundqvist
Oversat af Lisette Agerbo Holm
130 sider
Straarup & Co
Udgivet: 2018
Birte Strandby
Om Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil på bogbotten.dk: https://www.bogbotten.dk/boganmeldelse/fuglen-i-mig-flyver-hvorhen-den-vil/