Ungdomsroman om Gerhards år på efterskole

Gerhard er 15 år og jomfru. Det sidste skyldes ikke manglende interesse hverken fra pigernes eller hans side, men mere det faktum, at når han er modig nok til at kysse, er han for fuld til sex. Og handler det ikke om at score, så handler det meget om at drikke, en sportgren der dyrkes med stor energi af de unge mennesker.

Romanen er skrevet i dagbogsform, og den er på sine steder så træg som en dagbog, der lige skal have de sidste detaljer med – mere til glæde for fortælleren end for læseren.

Der er tilstræbt et sprog, der kunne komme fra en femtenårig dreng med sex og druk på hjernen, og det fungerer godt i nogle sammenhænge, mens der tydeligvis er en voksen, der tager over i andre forbindelser:

… alle morede sig vildt over denne start på efterskolelivet.

Det virker ikke helt overbevisende, men måske er det heller ikke alle forundt at kunne leve sig ind i en dreng på den alder.

Det er et skoleår i udviklingens tegn: Natasja, Pernille og Jane med Paradisbakkerne. De to første forelskelser kommer til bratte afslutninger, men med Jane møder Gerhard kærligheden – i en grad så han er ved at blive sendt hjem fra efterskolen. Det handler også en del om jalousi og en fyr der hedder Jakob, der er rigtig heldig med sine scoringer. Og så er der faktisk også beskedne glimt af fodboldkonkurrencer og dansk – Det forsømte Forår, men ellers skal man nok have været på efterskole for at få fuldt udbytte.

Fuck, hvor var det fedt

Jesper Gerlach

124 sider

Siesta

Udgivet: 2012