Semi-krimi
Lise er psykiater og søger stillingen som chef på sin arbejdsplads. Og måske netop i forbindelse med kampen for at få stillingen begynder dæmonerne at dukke frem af mørket. Nogen foreslår at Lises fortid undersøges nærmere, og et uhyggeligt og velarkiveret barndomsminde dukker ubelejligt op. Lise ender med at kaste sig ud i en desperat flugt, hun stjæler en autocamper og kører til Sverige. Hun får hjælp af chaufføren Lars, der udviser et besynderligt talent for at dukke op, når hun har brug for det – også selvom hun forsøger at slippe af med ham. Det viser sig, at den autocamper, Lise har hugget, angiveligt bruges til at smugle kokain, og Lises veninde bliver bortført af de narkohajer, der står bag smuglingen.
Under hele flugten, der er ganske dramatisk på sine steder, plages Lise af det stadigt mere påtrængende barndomsminde – måske har hun begået en frygtelig udåd – romanen ender med opklaring af både krimien og en afklaring af, hvad der skete i Lises barndom.
Kvinder der flygter fra hverdagen er ikke så usædvanlige i litteraturen. Senest var det Karen Syberg med E20, og Sara Kadefors med Ude godt. Lise er en af dem, der finder vejen tilbage til samfundet.
Historien er ok, men den ene læge på Lises arbejdsplads taler som en sjakbajs i et murersjak, og skønt dialogerne er udmærkede, er de jævnligt lidt overforklarende. Lise er en fin tredimensionel karakter, og hendes tilbageblik på eksempelvis et farligt møde med en psykiatrisk klient gør romanen læseværdig, hvorimod den lange jagt på narkobagmanden bliver kompliceret og lidt langtrukken i slutningen.
Eva Ingeborg Jensen
306 sider
mellemgaard
Udgivet: 25.02.2013
Birte Strandby