Frugterne falder er en gyser. En af de værre fordi den fortæller, hvordan en tilsyneladende almindelig hverdag kan være ulykkelig for både børn og voksne.
Hovedpersonen, jeg-fortælleren er en kvinde. Hun er gift. Men da hun ikke får den forventede forfremmelse på jobbet, skifter hun job, og det bliver skæbnesvangert. I det nye job møder hun Chefen, og han nøjes ikke med at være hendes chef. Selvom hun er gravid med sin ægtefælle, indleder hun et forhold til den betagende Chefen – det kalder hun ham konsekvent gennem hele romanen. Og inden hun får set sig om, er hun fastlåst på hænder og fødder i et destruktivt forhold. Tre børn hurtigt efter hinanden gør det endnu vanskeligere at komme fri, og det er heller ikke altid det, hun ønsker.
Chefen er et mønstereksempel på, hvordan undertrykkeren ser ud i forhold med psykisk og fysisk vold. Han dominerer børnene og hustruen, og han bruger en del krudt på at fortælle sin kone, at hun er skør og en møgkælling.
Det kan undre, at hun bliver i forholdet. Hun har en bekendtskabskreds af ligeledes undertrykte koner, og de bekræfter hinanden i vigtigheden af at undgå ægtefællens vrede, og hvordan man gør det. Først da Chefens irrationelle opførsel påvirker børnene, begynder hun at overveje, hvordan tingene kan ændres, og først efter at skolen har lavet en underretning om det mellemste barn, kommer der gang i foretagendet.
Fortælleren kan sommetider godt se problemerne, mens det andre gange virker, som om hun er blind for Chefens psykopatiske træk, og deri er romanen troværdig. Det lykkes ikke helt fortælleren at forklare, hvordan Chefen får den magt, han har. Vores fortæller er moden og selvstændigt tænkende, men også tilbøjelig til at give ham ret for at få fred.
Som læser kan man blive både irriteret og foruroliget over, hvor meget familien undertrykker egne behov for at gøre plads til et urimeligt menneske, men det er måske netop det der gør romanen overbevisende.
Frugterne falder
Estrid Dyekjær
319 sider
2 Feet Entertainment
Udgivet: 24.04.2025
Birte Strandby
