Du skal ikke omgås folk, der ikke kan lide hunde, for der skal nok også vise sig at være noget andet i vejen med dem.

Man skulle tro, at vi vidste nok om Lise Nørgaard, der har fortalt om sin familie og sig selv i efterhånden ganske mange bøger. Men her kommer nok en bog, en interviewbog, og selv om der er ting, der kan genkendes – blandt andet er omtale af Matador uundgåelig – så er den stramt skrevet, og Lise Nørgaard er en kontant dame med et klart og smukt sprog. Måske kan vi alligevel blive lidt klogere på fru Nørgaard og hendes tid.

Der er masser af eksempler på det klare sprog, som da Nørgaard som medlem af det Radikale Venstre taler med undervisnings- og kulturminister Ole Vig Jensen … og han sagde, at man jo måtte gå ud fra, at folk er ordentlige mennesker. Det skal man ikke. Man skal gå ud fra, at de er egoistiske, snedige og fuldstændig skruppelløse.

Ironisk distance, kynisme måske, men i hvert fald humor er et af varemærkerne i Lise Nørgaards produktion, og det viser sig at være en arv fra barndomshjemmet, hvor der ikke måtte serveres fortrædeligheder ved spisebordet. Der skulle findes en bedre vinkel. Kritikken af klynkeri går igen i bogen:

Folk, der virkelig er kede af det, de bærer det altså indeni.

At udvise medlidenhed er en slags fornærmelse mod mennesker, og at kvinderne giver mændene skylden for, at de selv ikke har en karriere eller et bedre job, gør dem til klynkere. Ibsens Nora er på den konto slet ikke mulig. Hun ville være vendt om igen, fordi hun havde fået kolde fødder eller glemt penge til sporvognen. Hun kan ikke forsørge sig selv, og det er første bud i kvindernes ligeberettigelse.

Lise Nørgaard vender flere af tidens problemer herunder miljøet og menneskenes behandling af samme, og her dukker kynismen op igen:

Mennesker betyder ikke meget andet, end at de er nogle værre skiderikker og parate til at ødelægge det hele.

Matador

Lise Nørgaards mest kendte produktion er Matador, som er genudsendt syv gange – med et seertal på over en million. Solgt i 800.000 eksemplarer som VHS og i 3,5 millioner eksemplarer som DVD. På Bakken bygger man et lille Korsbæk, der står klar i 2015.

Der er rigtigt mange karaktertræk hos Korsbæks borgere, som man kan genkende fra Lise Nørgaards bøger – især fra forældrene og fra Fru Møghe og Misse, men i virkeligheden er kun to af personerne taget ud af virkeligheden i Matador: Nemlig provst Meyer, som vi aldrig ser, og frk. Østengram fra Regitzes husholdningsskole. Aversionen mod husholdningsskoler som går igen i flere af bøgerne – måske tydeligst i Kun en pige og i Volmer – skabtes i øvrigt til dels af farens mistillid til lærerinder på husholdningsskoler, der prædikede at sukker var sundt.

(Fra husholdningsskolerne – der nu kalder sig Frie Fagskoler forlyder det, at man tidligere har inviteret Lise Nørgaard til at bese en moderne af slagsen i håbet om at det kunne påvirke Nørgaards holdning).

Der er mange gode anekdoter og kommentarer og en del kritik af verdens sande tilstand:

Vi bliver aldrig et turistland, for der er ingen, der gider yde service.

Nørgaard er ikke en sur gammel dame men en forundret gammel dame, der kritiserer curlingforældre og forarges over tidens glosefattigdom og luftcitationstegn – mens ordet ’selvfed’ er en praktisk og anvendelig glose.

Frøkjær spørger flere gange til følelser, men her holder Nørgaard lav profil, og er det næppe heller følelserne, men derimod sproget og fortælletalentet, man skal være taknemmelig for at have oplevet.

Cecilie Frøkjær interviewer Lise Nørgaard

328 sider

Gyldendal

Udgivet: 30.10.2014

Birte Strandby