Frode Frø

Frode Frø er ikke overraskende en frø. For en uvidende læser ligner han andre frøer, men han er lidt anderledes. Eller, de andre frøer synes, at han er anderledes, fordi han altid sidder på et åkandeblad, mens de svømmer rundt i vandet.

Men som andre der er anderledes, ender det med at give Frode Frø en fordel, da han kan hjælpe frøerne, så de ikke bliver ædt af tranen.

Frode og de andre frøer kan ses på de mange billeder fra dammen, hvor de bor. Illustrationerne er harmoniske, naivistiske tegninger af de grønne frøer i blåt vand og med dunhamre og åkander.

Bogen er fin til de helt små et – tre år. Budskabet og illustrationerne er enkle, og de små kan få en ide om, hvad uberørt natur kan være. Handlingen er lidt dramatisk, og måske er det tilstrækkeligt til at fastholde barnets fokus, og måske endda diskutere begreber som mod og det at være anderledes.

Frode Frø

Johan Sandvang Larsen & Sara Marie Prip Henriksen

24 sider

Byens Forlag

Udgivet: 2024

 

Hvorfor skal mor og far på arbejde?

Billie skal i børnehave, men egentligt vil hun hellere blive hjemme hos far og mor og hygge sig. Det kan hun ikke, fordi både mor og far skal på arbejde.

Pædagogen i børnehaven prøver at forklare Billie, at mor og fra arbejder, så de kan få mad og tøj, og det er derfor alle børnene skal være i børnehaven.

Så taler de lidt om, hvad det er for et arbejde der holder mødre og fædre væk fra deres børn. Billies mor er for eksempel læge, så hun skal hjælpe mennesker med at blive raske. Lucas mor er på et kontor, og Ziggys far går hjemme, for han skal passe på Ziggys nye lillesøster, indtil hun er gammel nok til at komme i vuggestue.

De taler også en smule om skat, som ikke har noget med pirater at gøre, og senere taler Billie med far om, hvordan de køber mad for de penge, han tjener.

Det er relativt meget information i den korte bog, men leveret på en overskuelig måde og ledsaget af overskuelige tegninger på alle sider.

Målgruppen er 3- 5 år. Sprog og illustrationer er enkle, og bogen absolut tilgængelig for aldersgruppen, og måske kan den være et godt afsæt til en god samtale om hverdagen.

Hvorfor skal mor og far på arbejde?

Ditte Søgaard

Illustreret af Olivia Kjær Brandenborg

28 sider

Byens Forlag

Udgivet: 2024

Birte Strandby