Ny bog om Frej

Bøgerne om Frej er letlæsningsbøger for børn i alderen syv til ti år, og Frej kunne faktisk godt være en lidt ældre udgave af Vitello af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen, omend ingen af bøgerne nævner, at Frej skulle være søn af en sjuft.

Frej og hans gode ven Jens er fodboldfans. På Frejs telefon ser de med stor begejstring en gammel kamp mellem Barcelona og Real Madrid. Især nyder de det øjeblik, hvor Messi igen scorer for Barcelona og modtager publikums hyldest. Mest måske der, hvor han river sin trøje af og holder den op, så publikum kan se navnetrækket, Messi, på trøjen.

Frej kunne godt tænke sig en lignende oplevelse. I første omgang må det være noget med at træne fodbold, men så kommer Frej i tanker om, at der må være mere direkte veje til hurtig berømmelse, såsom at smide alt tøjet og løbe rundt på banen under en lokal fodboldkamp. Jens kan så filme seancen og lægge den på YouTube, og skulle berømmelsen være på plads.

Teksten er let og enkel med relativt korte sætninger og fortrinsvis korte ord. De tegneserieagtige illustrationer understøtter miljø og handling. Den lille bog giver også mulighed for at diskutere berømmelse og likes. Hvorfor er det vigtigt, og hvor langt skal man gå for at blive berømt?

Frej smider det hele

Frej 6

44 sider

Kåre Bluitgen og Thorbjørn Petersen

Vild Maskine

Udgivet: Oktober 2025

Birte Strandby