Når talen falder på 1. verdenskrig, er det som oftest skyttegravskrigene og slaget ved Somme man hører om – senest måske i Erling Jepsens ‘Erna i krig’ og dokumentarfilmen ‘They Shall not Grow Old’ – men der var også en krig på østfronten, og som forfatterne til ‘Fra verdenskrig til borgerkrig’ gør opmærksom på, sluttede den krig ikke i 1918, men blev til en russisk borgerkrig og fik endnu mere vidtrækkende følger.
I detaljer får vi gennemgået kampene mellem tyskerne, serberne, russerne og Østrig-Ungarn med angivelse af hærenes størrelser og deres materiel. Det sidste er interessant, fordi Tyskland allerede da havde god gang i industrialiseringen og tidens stærkeste hær, mens russerne trods det, at de rådede over 300.000 mand i Østpreussen langt fra var mobiliseringsklar, hvorfor mange af soldaterne manglede basalt udstyr som støvler og våben – i en krig der i øvrigt led af fejltagelser med håbløst høje tabstal til følge.
De mange dræbte russere betød, at der skulle rekrutteres fra nye områder som Centralasien, hvor den muslimske befolkning indtil videre havde været fritaget for militærtjeneste. Samtidigt fik de russiske bolsjevikker i langt højere grad frit spil til at agitere for kommunismen i forhold til de vestlige nationers kommunister, og zar Nikolaj II havde ikke held til at gøre en indsats for at undgå fødevaremanglen, hvilket satte yderligere ild til russernes behov for forandring.
Forfatterne gør meget ud af dansk deltagelse i 1. verdenskrig, og der er masser af dokumentation for denne. Det er ikke bogens mest interessante indslag, men sammenholdt med de omhyggelige beskrivelser af krigens gang og overgangen til borgerkrig skaber dokumentationen en klar forbindelse til de blodige verdensbegivenheder.
Fra verdenskrig til borgerkrig
Østfronten 1914-1924
set med danske øjne
Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård, Niels Bo Poulsen
344 sider
Gyldendal
Udgivet: 2018
Birte Strandby
Anmeldelse fra historie-online.dk: http://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/1-verdenskrig-53-53-53/fra-verdenskrig-til-borgerkrig