Michelangelo worked with a group of 16 to paint the Sistine Chapel
Citatet er et af hovedbudskaberne i Fra IQ til WeQ: at de bedste resultater skabes med samarbejde.
WeQ står for Wisdom, Intelligence and Quality, og WeQ er en gave og en opgave til lederteamet. Ledere kommer med hver sin intelligens, sit talent eller udmærkelse, måske flere talenter, men den store udfordring består i at få egne talenter til at at bidrage til virksomhedens samlede intelligens:
‘Det er ikke bare summen af IQ’er – det er en kvalitativ egenskab, der udspringer af teamets måde at samarbejde, koordinere og justere på.’
I bogen gennemgås: retningsudfordringen, tillidsudfordringen, samarbejdsudfordringen, prioriteringsudfordringen, helhedsudfordringen og reflektionsudfordringen, og hvordan man skaber det rette miljø, så ‘teamet arbejder med opgaveløsning, beslutninger og implementering i et samspil, der gør hele holdet klogere og mere effektivt’. Et af bogens eksempler er, at en i ledergruppen stiller et kritisk spørgsmål, en anden forbinder det til en læring fra det seneste projekt, og en tredje justerer retningen.
Retningsudfordringen dækker over det helt basale, at alle er enige om virksomhedens mål og retning. Det er ikke så selvfølgeligt, som man skulle tro. Sædvanligvis vælges medarbejdere til de øverste lederteams baseret på deres tidligere meritter, ikke på, hvor gode de er til teamsamarbejde. I bogen lægges der vægt på, at enhver leder har et afgørende medansvar for retningen, kulturen og den struktur, som resten af organisationen skal navigere i.
Tillidsudfordringen kender de fleste. I mange tilfælde betyder individualitet koblet med tillidsudfordringen, at ingen tør stille kritiske spørgsmål af frygt for at stå svagere som leder. Kapitlet om tillid handler om at gøre tillid til et tilvalg, til en daglig praksis, så netop det kritiske spørgsmål bliver et arbejdsredskab. Ydermere henvises under tillid til et studie der dokumenterer, at i virksomheder med høj tillid er der 74 % mindre stress, 106 % mere energi, 50 % højere produktivitet – altså et klart resultat på bundlinjen
For at kunne skabe en fleksibel og begavet organisation kræver det fælles mål, tydelige roller, klar fordeling af opgaver og en kultur der kan tåle kritik.
Der er cases der belyser fordele og ulemper, og der er også periodisk gammel vin på nye flasker. Og det er stadigt Edgar Scheins organisationskultur der huserer i virksomhedens teoretiske fundament: grundlæggende antagelser, værdier og artefakter, som det altid har været, men i bogen forventes også, at man kan stille skarpt på det nødvendige og eliminere rutiner der ikke længere har værdi for virksomheden. Samtidigt er det nødvendigt at forholde sig til det Bourdieu kaldte symbolsk kapital – og måske oven i købet tage afstand fra den individualisme som amerikansk organisationsteori har hyldet i mange år – som i eksempelvis Rig far – guide til økonomisk frihed.
Trods de åbenlyst velfungerende teorier er der også enkelte klicheer såsom
… sammen kan vi meget mere. Heldigvis er der ikke så mange, at de virker skræmmende, og hvis man vil skabe en reflekterende og velfungerende tillidskultur, er Fra IQ til WeQ et godt bud på en praktisk håndbog.
Fra IQ til WeQ
6 udfordringer, der saboterer samarbejdet i lederteamet – og hvad I kan gøre ved dem
Janus Kleeman & Nanna Seiidelin
239 sider
Content Publishing
Udgivet: 2025
Birte Strandby