Alma er vild med Lasse, Lasse er vild med Filippa, og Filippa og Marcus er vilde med hinanden. De – mest Filippa – har besluttet at sætte deres kærlighed på standby for ikke at såre Lasse der er deres bedste ven, mest Filippas.
Det er sommerferie, og Filippas mor insisterer på at tage i sommerhus. Det er ikke Filippas ønskedrøm, men hun får lov til at invitere vennerne med. Lasse melder sig glad under fanerne, men Alma og hotte Marcus skal deltage i en fest, hvor Marcus skal spille, så de kommer først senere.
Filippa tænker hele tiden på Marcus, eller også tænker hun på Lasse. Det er forvirrende, men Lasse er en god støtte, når Filippas mor render i byen og finder en alkoholisk taber, som hun tager med hjem.
Det udvikler sig mellem Filippa og Lasse, men så kommer Alma og Marcus op til sommerhuset, og så går det hele i kage. Kan Filippa nå at finde ud, hvor hun står med sin forelskelse, og kan Filippas mor nå at udvikle sig som forældre?
Felippa er fortælleren, hendes følelsesliv er kaotisk, sproget relativt voksent, eksempelvis når hun taler om Alma:
Med sine kedelige middelklasseforældre synes hun sikkert, at det er vildt spændende med en mor som min, der lever det vilde singleliv.
Sandra Schwartz har blandt andet skrevet om mobning i Sort Lucia. Camilla Wandahl har skrevet adskillige romaner til og om teenagepiger blandt andet Veninder for altid, Til min bedste veninde i verden, Som en tikken under huden, Alt om at være pige. Fælles for romanerne er stor indføling i det pigede univers og den stilfærdige humor.
Sandra Schwartz og Camilla Wandahl
Forræderiske hjerter
208 sider
Høst & Søn
Udgivet: 21.08.2017
Målgruppe: 13+
Birte Strandby