Vidunderlig intrige-, plot- og manipulationsroman
Fire mennesker bor på den samme vej, og det er alt, hvad de har til fælles ved romanens begyndelse. De mødes til en vejfest – et kort øjeblik betragter de det samme billede på den enes mobiltelefon, og pludselig deler de skæbne, følelser og en målrettet energi der sigter på at ødelægge noget for andre mennesker.
Julie er romanens første synder. Hun er blevet forladt af sin mand tre år tidligere og vil nu gerne hævne sig på den kvinde, der kom ind og gjorde hende til enlig mor i taberklassen. Hun har en forventning om, at en passende hævn vil være at hænge den anden kvinde ud. Julie følger efter kvinden og gemmer sig et prøverum i Magasin, mens kvinden har sex i det tilstødende prøverum. Hen over skillevæggen tager hun et billede af parret med sin mobil. Det bliver optakten til en følelseseksplosion med hævntørst, jalousi og destruktivitet, men ingenting udvikler sig helt som Julie forventer.
Asger er hendes idealiserede nabo, en tiltrækkende mand, statsanklager og forelsket i sin syge kone. Han tager med gru afstand fra ethvert tilløb til kriminalitet eller gråzone, men også han får sin sag for.
Beatrice er forelsket i Asger. Asger er ikke sådan at få hapset, og Beatrice bliver også sendt på jagt i en tilstand midt mellem attrå, lede ved sit eget ægteskab og en voldsom jalousi mod mulige konkurrenter.
Casper er den sidste i den uhellige alliance. Han gambler med penge og med sine nærmestes tilværelse. Hvis bare FCK vinder en kamp af de næste fire, så er han på vej til USA, men FCK taber, skønt det burde have været en let sejr. Casper opdager, at der kan være tale om matchfixing og forfølger mennesker der er ikke så lidt mere hensynsløse end han selv er.
Kazinski
395 sider
Politikens Forlag
Udgivet: 2014
Birte Strandby