Mons Kallentoft fortsætter sine specielle krimier, hvor vi dels følger Malin Fors’ vinkel og dels følger ofrenes tanker, de levendes såvel som de dødes, og i dette tilfælde også morderens. På bogvægten.dk findes anmeldelser af forgængerne: Sommerdøden fra 2008 og Høstoffer fra 2010.
En bombe midt i Linköping tager brutalt livet fra to små tvillingepiger. Der er mange mulige gerningsmænd, er det terrorister, er det som angivet en hævn over bankerne på grund af finanskrisen – og kan man forvente flere bomber mod banker, som de lokale aktivister antyder?
Malin og hendes kolleger anskuer sagen fra alle tænkelige vinkler og undersøger også den mulighed, at pigerne rent faktisk var målet, selvom det ikke giver megen mening. Senere viser det sig, at andre børn er i fare, og de sidste sider rummer både kapløb og kamp.
Malin er en kompleks hovedperson. Hun slås med et alkoholproblem, hendes mor dør, hendes datter er forsømt, og hendes far har en ubehagelig overraskelse til hende. Samtidigt er Malin i sine drifters vold og har vanskeligt ved at holde tankerne fra den interessante læge, hun møder på hospitalet i en sørgelig sammenhæng. Hun har problemer med at styre sit temperament, og hun er lidt hurtigt ude, når hun føler sig forrådt. Malin er menneskelig – og som sådan – sympatisk.
Det kan man derimod ikke sige om krimiens virkelige skurk. Som i ’Mænd der hader kvinder’ er skurken så ond, at man må undres. Et menneske der mishandler sine små børn for at de skal mishandle deres medmennesker ud fra en betragtning om, at mishandling og hån giver magt. Samtidigt er dette menneske et indlysende talent indenfor forretningsverdenen – og repræsenterer måske i sammenhængen de griske banker i krimiens samfundskritik.
Krimien rummer meget suspense, men kun en del af det udvikler sig, og alle bogens stemmer er næsten lige velformulerede. Til gengæld er opbygningen er god, og forfatteren formår at fastholde læseren ved kun at afsløre en enkelt brik af puslespillet ad gangen.
Forårslig – En Malin Fors-krimi
Mons Kallentoft
Oversat af Lilian Kingo
440 sider
People’s Press