Fortidens synder og fremtidens børn

Robert, Marc og Rikke er venner. Marc og Rikke er søskende. Deres forældre kan ikke tage sig af dem, så de bor hos bedsteforældrene. Robert bor hos sin seje mor og sin voldelige og fordrukne far.

Robert bruger en del af sin barndom på at se sin mor lave undvigelsesmanøvre for at beskytte ham fra farens sindssyge. Det går hårdt ud over hende selv, men hun er stadigt klar til at stille op for knægten og overfuse politiet, hvis sønnen har dummet sig. 

Hvor tæt venskabet med Marc og Rikke er, opdager man først, da Robert og Marc beslutter at redde Rikke fra at blive misbrugt.

I romanens første del skildres de to hjems dysfunktionelle miljøer og børnenes generelt dårlige odds. Det lykkes Robert med sin mors støtte at blive student og komme på universitetet, mens Marc og Rikke synes at falde tilbage i gamle, dårlige mønstre.

Flere år senere indhenter skæbnen dem alle tre. Et mord genaktiverer en gammel overlevelseskamp, og den sociale roman forvandles til en ret blodig krimi. Midt i hverdagens rædsler er det også en fortælling om venskab og kærlighed.

Vinklen skifter mellem ungdom og nutid, og langsomt får læseren hele historien. Skiftene i tid kan forvirre, fordi der ved nogle kapitler står årstal, men ikke ved andre.

Man tror på personerne, især på Robert og hans miljø, hans temperament, hans omsorg for moren og for Rikke. Samtidigt kan man undre sig over, at en narkoman er i stand til at udvise så meget handlekraft og så megen beslutsomhed, som Robert præsterer eksempelvis i sin omgang med faren.

Hurtigt læst men ikke hurtigt glemt.

For dig

Michael Folkmann-Schjerbeck

268 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2023

Birte Strandby