Katrine Marie Guldager høstede stor anerkendelse for sin romantrilogi om vrede midaldrende kvinder, der alle er frustreret over tilværelsen og samfundet. De tre romaner fra 2023 – 2024 (Birgithe med th, Endnu en dag i Guds skaberværk, Jeg hører, hvad du siger) udkom efterfølgende i ét samlet værk under titlen ”Vrede kvinder”. I forfatterens nye roman, ”Først når jeg siger til”, bliver vi på mange måder i samme univers. Hovedpersonen, Signe, en udbrændt jordemoder, lever alene, er midt i 40’erne og er mod sin vilje barnløs. 

I modsætning til de vrede kvinder, som forfatteren tidligere har portrætteret, så virker Signe både sød og sympatisk. Hun er, som de fleste jordemødre, optaget af at gøre det utrolig godt for sine fødende, selvom hun bliver nødt til at gå på kompromis med sig selv. Signe ser sit job som en gave. Hun føler sig privilegeret over at tage imod nye liv. Læseren er fluen på væggen, når Signe bistår de fødende par. Katrine Marie Guldager får mig til at tænke på et miks af Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” og tv-serien ”Jordemoderen”. Men tag ikke fejl. Realismen og samfundskritikken fra ”Vrede kvinder” er med! Signe beretter om presset ved at arbejde i spændingsfeltet mellem liv og død. Fødegangens virkelighed med solomødre og mænd, der ikke magter fødslen er selvfølgelig også medtaget. Da et forældrepar på ulykkelig vis mister deres lille barn, afstedkommer det en klage over Signe. Men var det hendes skyld? Signe bliver bange, usikker og selvplagerisk. Hendes job betyder alt og efter klagen frygter hun at miste det. 

Signe bor alene på Amager og er mod sin vilje barnløs. Gennem længere tid har hun haft et forhold til Jørgen. Han er it-konsulent, hobbyornitolog, tidligere soldat og foretrækker udelivet. De er på mange punkter modsætninger. Nu er Jørgen klar til at ”lukke aftalen” som han siger. Jørgen vil med andre ord gerne flytte sammen, men udsigten til at give sig hen, gør Signe helt perpleks. Hun går derfor helt i baglås og får skubbet Jørgen væk. Måske sørger hun over sit allerførste forhold, der tilsyneladende mangler at få sat et endegyldigt punktum. Mest af alt insisterer hun på at have kontrollen jf. bogens titel. 

Vi møder også Signes far og søster, Malene. Familien mistede Signes mor, allerede da Signe var en lille pige. Signe har på en måde en frustration over morens død rettet imod sin far, skønt han ikke kan bebrejdes. Katrine Marie Guldager skildrer familierelationer og -dynamikker, som mange vil kunne genkende. Hver især vil de gerne hinanden det godt, men de er grundlæggende ret forskellige. 

Katrine Marie Guldager skriver indsigtsfuldt og fint om at være kvinde og professionel omsorgsperson. Hendes gengivelse af hverdagen på en fødegang virker troværdig. Det er tydeligt, at der ligger megen research bag. Det er et fag, der rummer stor glæde men også sorg. Her er vi med til det hele. Katrine Marie Guldager vover også at skildre nogle af de særligt etisk udfordrende sider af jobbet. Dét er gribende læsning. 

De følelsesmæssige kvababbelser Signe kæmper med i forhold til kærligheden er let at relatere til. Hun vil så gerne Jørgen, men tør dårligt at risikere flere skrammer. Det er menneskeligt og universelt. Kærligheden er og bliver en svær størrelse. Moden kærlighed er ikke nødvendigvis spor nemmere at få begreb om. 

Der er tale om en jeg-fortælling set ud fra Signes perspektiv. Romanen veksler mellem fødegang og privatsfæren, hvor Signe skiftevis er sammen med Malene – og/eller faren – og samvær med Jørgen eller i hvert fald bestræbelserne derpå. Jørgen er nemlig rejst til Nordsverige, efter at Signe meldte pas til hans forslag om at ”lukke aftalen”. 

I mange af overgangene til og fra job sætter Signe sig i bussen. Her sidder hun og fordøjer tilværelsen mens medrejsende skubber og larmer. Dét er genialt skrevet af Katrine Marie Guldager, der på dén måde både skaber genkendelse og skaber et gradvist skifte, der gør det letlæseligt. ”Først når jeg siger til” har et nutidigt, enkelt og levende sprog. Signes træthed når hun sidder i bussen er skildret på forbilledlig vis. Handlingen er hurtigt fremadskridende og hele fortællingen har et godt flow. I første del fylder klagesagen og i anden del er det Jørgen og kærligheden, der kommer i fokus. 

Katrine Marie Guldagers roman er en finurlig fortælling om hverdagslivet som jordemoder med rod i kærestelivet. På den ene side skildrer fortællingen arbejdspresset der tærer og nager. Forfatteren sender små stikpiller afsted til de ansvarlige politikere. Kærligheden til arbejdet stråler ikke desto mindre ud over det hele. På den anden side er ”Først når jeg siger til” også en småskør og skæv kærlighedshistorie, der både rummer det realistiske og romantiske. Ja, det ér trods alt fiktion! Så du kan også se frem til underholdende læsning der lejlighedsvis trækker på klicheer. Katrine Marie Guldagers force er hendes enorme indlevelse og glimtet i øjet. Signes kvaler er meget genkendelige. Romanens kvindeperspektiv er rørende og relaterbart. Det er yderst sjældent, at vi får indblik i livet på en fødegang som her. Fornemt. Glæd dig til endnu en herlig fortælling fra Guldagers gudsbenådede forfatterværksted!

Først når jeg siger til

Forfatter: Katrine Marie Guldager

Forlag: Gyldendal

251 sider, hardback

Udgivelsesdato: Den 4. november 2025

Anmelder: Nønne Lønne Votborg