Arbejdsmarkedet er under forandring. Fremover vil samfundet kunne køre med færre mennesker på arbejdsmarkedet, og der bliver kamp om jobbene. Det har Guy Standing fremstillet overbevisende i sin bog Prekariatet, der handler om, hvad der sker, når en meget stor del af arbejdskraften består af vikarer og praktikanter. Hillary Cottam beskriver i bogen Radikal hjælp, hvordan hverdagen ser ud for flere millioner englændere der har jobs de ikke kan leve af.

I Flexisme belyses, hvordan den offentlige sektor bliver påvirket; mere præcist hvordan den berømte danske flexicurity-model kommer under pres og forvandler sig til flexisme og flexploitation, hvordan den saglige kritik undertrykkes, og hvordan stress og jobusikkerhed fremavles.

Fænomenet kan sikkert findes mange steder; i Flexisme har forfatterne valgt at tage fat i ældreområdet. Willig og Ejrnæs har foretaget en undersøgelse blandt social- og sundhedshjælpere i seks områder, herunder Odense, Århus, København for at dokumentere, hvordan det ser ud med jobsikkerhed, arbejdstempo og arbejdspres – og hvad det slutteligt betyder for det enkelte menneske.

Som i andre europæiske lande er levealderen stigende i Danmark, og der bliver flere og flere ældre, og dermed også flere og flere plejekrævende ældre. Der bliver ikke ansat flere i ældreplejen, så nogen må løbe stærkere. Kommunerne udliciterer opgaverne til private, og vælger (sandsynligvis) det laveste tilbud. De private firmaer kan også dårligt få det til at løbe rundt, og konkurser er ikke usædvanlige i den branche. Det betyder, at jobsikkerheden forsvinder, og det kan knibe med at levere en forsvarlig pleje til samfundets svageste.

Ældreplejen er altså kommunens ansvar, men ofte et privat firmas opgave. Det kan gøre det vanskeligt for social- og sundhedshjælperen at se, hvor problemerne løses, og frygten for at stå uden job kan forhindre, at nødvendige tilbagemeldinger og kritik når tilbage til ansvarshaveren.

En række social- og sundhedshjælpere er blevet interviewet om arbejdsforhold, forventninger til jobsikkerhed mv. En hyppig kritik går netop på arbejdstempoet. Ansatte har ikke tid til at tale med de ældre, til at holde spisepause eller til at gå på toilettet. Det kan de fleste bære en kort periode, men der er psykiske og helbredsmæssige følger. En de interviewede fortæller, at hvis en borger stiller spørgsmål til travlheden, så skal de sige, at der er en anden borger der er faldet, og at det er derfor, de har travlt.

Willig og Ejrnæs kommer ind på selvcensur, tvangsfleksiblisering, ytringsfrihed og tavshedspligt. Forfatterne skelner kraftigt mellem privat og offentligt arbejdsmarked, men tendenserne findes begge steder. Det er næppe den store overraskelse for dem, der har slægtninge med plejebehov, men her er måske dokumentationen der kan anvendes af politikere som afsæt for forbedringer af ældreplejen.

Flexisme

Rasmus Willig og Anders Ejrnæs

253 sider

Hans Reitzels Forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby