Jævnt underholdende efterfølger til ungdomsromanen Sandheder & løgne fra 2010, der gav mindelser til afdøde Barbara Cartlands romantiske, lyserøde universer. Det kan man ikke sige om denne roman, der fremviser en dansk, mindre romantisk og klart mindre kysk udgave af en standard ungdomsroman.

Charlotte har slået op med Oliver, og han har svoret at hævne sig. Det bekymrer Charlotte, men hun er også irriteret over, at hendes far og farbror nærmest mandsopdækker hende, fordi Oliver angiveligt hænger sammen med DIK – Den internationale Klub, der er en tværetnisk ungdomsbande med voldelige tilbøjeligheder.

Herudover er der mystikken i forbindelse med Charlottes familie. Hun kan ikke rigtigt få sin far, Jason, til at fortælle om moren, og bedsteforældrene gider han slet ikke at tale om. Charlotte må tage sagen i egen hånd og konfronteres med flere forskellige versioner af sandheden, og det er ikke let at gennemskue, hvem der har ret.

Men det er trods alt den truende ekskæreste og de forsvundne familiemedlemmer der sætter kolorit på en tilværelse, der ellers ikke rummer meget andet end fester.
Måske er det et udtryk for, at moderniteten har taget overhånd, når Charlottes far og farbror der driver et fitnesscenter og generelt giver indtryk af at have styr på krop og motion, tager bilen for at tilbagelægge en halv kilometer, mens Charlotte selv betragter en cykeltur på fem kilometer som et større projekt.

Det er ikke stor skrivekunst, men der kommer noget menneskeligt og genkendeligt over Charlotte i løbet af handlingen, og hendes personlighed udvikler både grå og sorte nuancer under kampene for viden og selvstændighed.

Flere sandheder & løgne

Mette Julin
Flere sandheder & løgne
410 sider
Tellerup
Udgivet: Oktober 2011
Birte Strandby