En kritisk gennemgang af årsagerne til den amerikanske og den danske finanskrise ledsaget af en seriøs opsang til de ansvarlige og forslag til, hvordan bankerne kan reguleres fremover.
Allerede i 1980 i USA blev en række reguleringer af det finansielle marked fjernet eller lempet, og dem der skulle have stået for reguleringerne manglede mod og politisk vilje til at gribe ind og udfordre opbygningen af det finansielle system. En magtfuld finanssektor lagde pres på politikere og regulatorer, og generelt herskede den opfattelse, at store finansielle selskaber kunne regulere sig selv. Udover politisk svigt var der også tale om ledelsessvigt og inkompetence. De der prøvede at påpege risici og fejludvikling blev straffet af ledelsen. Renten lå for lavt for længe, låntagerne blev snydt, og der var ikke rigtigt nogen, der reagerede.
Skønt en uskreven regel fra 30’ernes krise foreskrev, at man ikke lod store pengeinstitutter gå konkurs, tillod Federal Reserve Bank og USA’s daværende finansminister alligevel Lehman Brothers at gå konkurs. Årsagen til at Lehman Brothers fik lov til at gå konkurs uden indgriben, skyldes ifølge forfatteren dels en liberalistisk holdning – det der ikke kunne løbe rundt, kunne nedlægges – og dels havde rygterne om den forestående konkurs allerede påvirket finansmarkedet.
I Danmark forløb krisen lidt anderledes, men også her blev vejen for krisen banet af svigt fra regering og Nationalbanken – suppleret med den slappe finanspolitik, der har været ført i landet siden krisen i 1973. Den danske krise hang i lighed med krisen i Spanien og Irland i høj grad sammen med ejendomsmarkedet, og med fastfrysning af ejendomsværdiskatten har regeringen ydet sit bidrag til boligboblen.
Samlet kan man sige, at den globale finanskrise skyldes en slags ’ubevidst rødgang’ hos pengeinstitutter og deres regulatorer – Når de kan, så kan vi også.
Christen Sørensen identificerer ikke mindre end 10 risikofaktorer, der kan genkendes i større eller mindre grad i revisionsrapporterne for de under krisen hedengangne pengeinstitutter, herunder en passiv bestyrelse, en dominerende øverste direktør, forblændet vækstfokus, mangelfuld kreditopfølgning, og i visse tilfælde som for eksempel ved Roskilde Bank har medarbejderes bonusprogrammer og muligheden for medarbejderaktier også været en risikofaktor.
Kritikken underbygges af grundig dokumentation, men der er også bud på, hvordan man kan undgå en lignende situation fremover blandt andet ved at reducere pengeinstitutternes incitament til at løbe store risici. Intelligent boligbeskatning, hvor boligpriserne stort set følger den almindelige prisudvikling er et andet forslag. Desuden foreslås et konjunkturafhængig dagpengesystem såvel som indførelse af en konjunkturbuffer, der har til formål at styrke det finansielle systems modstandskraft og dermed virke for økonomisk stabilitet.
Finansskat/tobinskat og regler for aflønning af bankernes direktioner er også på programmet, og der er forslag om, at Finanstilsynet fremover ansætter de eksterne revisorer. Sidst men ikke mindst omtaler forfatteren nødvendigheden af mere åbenhed og oprettelse af et europæisk kreditvurderingsinstitut.
Finanskrisen – Kleptokratiets konsekvens
Christen Sørensen
227 sider
Tiderne Skifter
Udgivet: 2013
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks