Kim Hundevadt rammer lige ind i debatten om, hvorvidt ulve i den danske natur er af det onde eller gode. I den nys udkomne krimi med titlen Fenris går det dog mere voldsomt til end det (endnu) er sket i virkeligheden.
I 2025 fik Hundevadt sin debut som skønlitterær forfatter med krimien Porcus, hvor slagterisvin var i centrum – og Fenris er altså hans toer. Denne gang med ulve som omdrejningspunkt.
Fenrisulven optræder i den nordiske mytologi. Den er stærk – og vil en dag måske dræbe Odin og udløse ragnarok
PET er kommet under vejr med, at det er en stærkt højreorienteret gruppe, der kalder sig De sorte Ulve, som har gennemført et par terrorangreb mod civile. Der er foruroligende tegn på at flere vil følge. Lederen af gruppen er benævnt Fenris.
PET-agent Christina Mielche er ellers sat ud på et sidespor, men arbejder sig målbevidst ind på at spille en vigtig rolle i opklaringen. Dræbe Odin? Betyder det, at De sorte Ulve går efter en højtstående person? Kongen eller statsministeren?
Sideløbende med dette dræber en ulv en hundehvalp, tilhørende forhenværende højesteretspræsident Johan Christian Mielcke, da de går tur i Dyrehaven ved København. Ulve på Sjælland? Ja, det vækker panik i offentligheden. Ulve hører da bare til i Jylland .
Journalist Michael Moll rejser hjem til den lille flække Vindsted på den jyske vestkyst for at besøge sin demente mor. Opholdet udvikler til, at han skriver en række artikler til sit blad. På egnen er der voldsom modstand mod levende ulve. Den bliver ikke mindre, da der i skoven ved Vindsted findes en dreng, der angiveligt er bidt ihjel af en ulv. Der sker en række fordækte ting, som journalisten blander sig i.
Fenris er som nævnt bind to i Kim Hundevadts serie om Danmark i 2020’erne. Den første er Porcus. Han rammer flot nogle tendenser i nutiden. For eksempel den voksende kløft mellem land og by og tendenser til, at magten tilbageholder vigtige oplysninger og fifler med loven. Men også, at der formentlig altid vil være nogen, der kæmper for at få sandheden frem og alle love overholdt.
Kim Hundevadt har skrevet en krimi, der er spændende med hurtige sceneskift, overraskelser og med en del til eftertanke. Han er placeret smukt i en øvre del af de bedste danske krimiforfattere.
Fenris
Krimi
Forfatter Kim Hundevadt
264 sider
Udkom 20 januar 2026
Politikens Forlag
Anmelder Bjarne Gregersen