Intet er så pålideligt som De Danske Statsbaner, siger hovedpersonen og i forhold til hvordan hendes omverden ser ud, må man nok give hende ret.
Hvad er der for eksempel bag den låste dør, og hvem laver mærkelige tegn på væggen? Hvorfor er øens højskole forladt i hast? Er Lau virkelig stukket af fra sindssygeanstalten, hvorfor forsvinder Sandy – den bedårende, uskyldige, skræmte dyremishandler Sandy? Og Ellen, der tror, at man påkalder det onde, når man fælder hyldetræer? Måske er dette i virkeligheden en roman om organiseret religions mere subtile hvervemetoder?
Som i ”I skyggernes hus” har Bjarne Reuter igen fat i gyset, der har de allerbedste betingelser: En øde ø, en tæt skov, ingen telefonforbindelser og langt til nærmeste nabo. De fem unge er de eneste på øen, og den ene af dem, Asta, føler sig anderledes og har en oplagt lighed med det gysergenren kalder ”the final girl”. Men som hos P.D. James, som hos Ira Levin og som i øvrigt hos Hitchcock og andre gysermestre er det vanskeligt at afgøre, om gyset først og fremmest er et udslag af en livlig fantasi hos hovedpersonen, eller om omgivelserne virkeligt er så rablende syge, som hun mener.
Personerne er forundt lidt mere karakter og særegenhed end i ”I skyggernes hus”, og det er ikke uinteressant, selvom det af og til skaber omveje til dette ultimative gys, som man opmærksomt ser frem til gennem hele bogen.
Fascinerende, let læsning og hvis spændingsopbygning hos Reuter er en kunstart under udvikling, så vil også hans næste bog i denne genre blive slugt.
Fem
Forfatter: Bjarne Reuter
272 sider
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby
