Endnu et digert værk fra forfatteren af Havets katedral.

Scenen er sat i Andalusien i slutningen af 1500-tallet, hvor 300.000 morisker (efterkommere af muslimer) fik lov til at blive boende i fred, mod at de lod sig døbe.

Hernando er produktet af en ukristelig forening mellem en kristen præst og en muslimsk kvinde. Det giver ham en ubehagelig særstatus – muslimerne kalder ham Nazæeren og de kristne ser ned på ham. Til gengæld får han en god kristen/muslimsk opdragelse, og skønt han bliver troende muslim og forkæmper for såvel tro som kultur, er han velbevandret i kristendommen.

Hernando lever sit liv mellem to kulturer i jævnligt voldelige sammenstød og hans kærlighed til både en muslimsk og en kristen kvinde bliver et af hans dilemmaer. Hans stedfar hader ham, og gør sit yderste for at komme ham til livs i et forløb, der i forvejen. er præget af kamp og undertrykkelse. Fordi Hernando redder en kristen hertugs liv står han under en vis beskyttelse, men han ender alligevel med at flygte med sin familie.

Forfatteren har fremstillet de historiske fixpunkter og dagliglivet i Spanien overbevisende, mens Hernandos tankegang er påfaldende moderne eksempelvis i betragtningerne om muslimsk kærlighed og kristen synd og kvindens plads i de to religioner.

Det er en lang men afvekslende roman. Mest interessant bliver det, når forfatterens holdninger diskret dukker op på sidelinjen, som i diskussionen om det let Dan-Brown-inspirerede evangelium, der angiver at Jesus er en dødelig, og når en datidig kunstner fremstiller et billede af den sidste nadver, hvor Johannes Døberen ved Jesu side ser ud som en kvinde.

Ildefonso Falcones

Oversat af Ane-Grethe Østergaard

900 sider

Udgivet: 25.03.2011

Birte Strandby