Man kan slet ikke undervise eller drive pædagogik med afsæt i læringsmål.
Det er jo en interessant og noget kontroversiel melding, når man betænker, hvor meget vi for tiden hænger os i læringsmål. Men Niels Jakob Pasgaard har gode argumenter. Han tager udgangspunkt i egne spørgsmål og svar, men derfor er der alligevel nok en del lærere og pædagoger der kan genkende de problemer der opstår, når der skal målstyres.
Pasgaard indleder med at fastslå, hvorfor læringsmålene fylder så meget og kommer herunder også ind på taksonomier og kunsten at sikre et forudbestemt læringsudbytte på den mindst risikofyldte måde.
Baggrunden for at fokusere på læringsmål i stedet for den primære didaktiske dimension synes at være styret af angsten for den internationale økonomiske konkurrence. Det er en valid trussel, men er læringsmål vejen frem?
Ifølge Pasgaard er det et udtryk for systematisk overgreb på børn og elevers mentale integritet, når man i kommuner tvinger børn og elever til at være bevidste om læringsmålene og deres egne læreprocesser. At være målrettet betyder at være fordybet – i legen eller i undervisningen og glemme alt om læringsmål. En fokusering på læringsmålene fjerner opmærksomheden fra det umålelige, og læreren kan af eleverne blive opfattet som en metode, hvilket næppe vil gøre noget for læringspotentialet.
Hattie, Dewey og Fibæk Laursen citeres og diskuteres, og tidens læringsmål er tydeligvis i modstrid med Deweys syn på sagen:
Et mål der er etableret uden for handlingsprocessen er altid rigidt. (Dewey)
Netop derfor er det ikke politikere der skal skabe målene. Pasgaard går her et skridt videre og skriver, at læringsmålenes rigiditet undergraver lærerens og elevernes muligheder for at handle fornuftigt i den konkrete situation.
Forfatteren fortæller om læringsmålenes indgreb i en børnehave i Skanderborg, hvor børnene giver sig selv og hinanden feedback med op- og nedadvendte tommelfingre, og hvor pædagogerne forventes at tage sig af læringsuligheden. Her stiller Pasgaard spørgsmålet, om det er noget man skal tage stilling til i en fortællings- eller undervisningssituation.
Der er oplæg til mange diskussioner. Eksempelvis har diverse forskere påvist, at hvis børnene roses for talent eller intelligens så vil modviljen mod at begå fejl forhindre den videre udvikling. Derfor skal barnets roses for sin indsats og ikke for sit talent. Det har til gengæld den følgevirkning, at hvis et barn har vanskeligt ved at lære noget, så er det indsatsen, modet og viljen der mangler. Ifølge Pasgaard bevirker den holdning, at barnet selv kommer til at bære ansvaret.
Skolen har helt andre opgaver end de politiske læringsmål: Det er et sted, hvor verdens ting sættes fri af vores forforståelser og giver mulighed for at overraske og danne os, kort sagt: en suspension af den eksisterende viden og færdigheder, og mulighed for at genfortrylle verden. Man må ville noget, holde mund med sin forforståelse og turde være målløs. Didaktikkens nerve er intentionalitet, og hellere end en professionel med afgrænsede opgaver skal læreren være entusiast eller amatør, en der dyrker kunsten at give autoritet til en tanke, et bogstav, et tal, en gestus.
Igen en af disse bøger, som man ønsker, relevante politikere ville læse, før de kaster sig ud i lovgivning på området.
FAQ om læringsmål
Niels Jakob Pasgaard
174 sider
Hans Reitzels Forlag
Udgivet: 2018
Birte Strandby
