I 1942 invaderer japanske tropper ø efter ø i Sydøstasien blandt andet Java. Danske Therese og hendes familie er bosat i Surabaya, da japanerne kommer – på cykler. Familien bliver sendt i fangelejr. Hendes mand alene og hun sammen med sine to små børn. De næste tre år bliver en stadig barskere oplevelse. Forholdene i de første lejre, de møder, er tålelige, og maden rigelig selvom den ikke beskrives som appetitlig. Japanerne er ikke indstillet på at dræbe fangerne, men som tiden går, er de heller ikke meget interesseret i at holde dem i live, og vilkårene forværres og koster en del fanger livet. Therese og hendes børn overlever, men mister deres far og morfar.
Det er en beskrivelse, som har al mulig eksistensberettigelse, alene fordi den er en del af en historie, som ikke bør glemmes. Som roman eller litterært bidrag er den ikke fantastisk. Skønt de brutale omgivelser og hysteriske lejrkommandanter nok kan få læseren til at gyse, så er formidlingen hele tiden fornuftig og distanceret. Oplevelserne er gengivet med omhu og mange detaljer, men de følelsesmæssige overdrev, som bogens karakterer må have oplevet, får læseren ikke nødvendigvis lejlighed til at opleve – måske fordi beretningen er skrevet så mange år efter begivenhederne.
Beretningen er smukt sat og ledsaget af tekstbokse med historiske fakta, der er praktiske i sammenhængen og mange fotografier af svingende relevans.
Med hensyn japanernes fremmarch i Sydøstasien så er emnet behandlet mange gange såvel i romanform som i A Town Like Alice af Nevil Shute og biografisk/historisk i blandt andet Sidste mand fra Singapore af Albert Neess.
Anne-Marie Severine Lütken og Ayoe Maria Jurhagen
240 sider
Jyllands-Postens Forlag
Udgivet: 27.08.2009
Birte Strandby
