Da internettet fulgt af Facebook og Twitter kom ud til folket, var der mange teorier om, at nu fik man det ultimative demokratiske våben. Her kunne man hænge diktatoriske ledere og undertrykkere ud og dermed påvirke politik globalt til at blive mere demokratisk.

Men nu skriver Hendricks og Vestergaard, at det aldeles ikke er tilfældet. Tværtimod er demokratiet truet og det endda fra vestlige landes medier og politikere. Trump lægger eksempler til de fleste udgaver af mediemanipulation, men han er sandelig ikke den eneste der kan.

Spredningshastigheden er en magtfaktor i sig selv, og en velanbragt løgn kan nå at gøre rigtig meget skade, inden den bliver indhentet af dementiet. Dygtige manipulatorer har et grundigt kendskab til målgruppens profiler, fiktion der ligner virkeligheden er godt stof, og der spilles også på, at de fleste af os ved hvad vi gerne vil tro eller ikke tro, uden hensyn til ægte fakta. Kampen om opmærksomheden er hård, og derfor foretrækker vi de store overskrifter med de letfordøjelige sandheder. Det viser sig også, at er der ikke alt for meget bøvl med kompliceret viden, så kan lovgivningsprocessen gå hurtigere, og politikerne skal ikke slås med kommissioner, udvalg og udredninger. Hurtig lovgivning signalerer handlekraft, og signallovgivning virker ofte, før det bliver til lovgivning.

Signalpolitik og symbolpolitik hænger sammen, et eksempel på symbolpolitik er indførelsen af smykkeloven. I virkeligheden blev den kun anvendt fire gange det første år, til gengæld er nogle grupper af flygtninge ramt af en anden del af samme lovgivning og kan først få familiesammenføring efter tre år. Det er på kanten af de internationale konventioner og lige så usmageligt som smykkeloven, men det viser også, hvordan medier og politikere spekulerer i opmærksomhedsmarkedet. Men er det mon med fuldt overlæg, at Støjberg trækkes rundt i manegen, hver gang noget skal luskes ind ad bagdøren?

Opmærksomhedsøkonomien er et interessant emne der berører os alle, især de af os der nyder de sociale medier. De er gratis, eller er de? Hendricks og Vestergaards kommentar er: Du er produktet, hvis det er gratis. På netter opsamles dine data og sælges til købmændene. Herfra kommer også udtrykket rovmarketing, der betyder at lokalisere de mest sårbare personer og bruge deres private information imod dem.

Misinformation, desinformation og fake news har spillet en væsentlig rolle i Trumps valgkamp. Clintons var ikke så meget kønnere, men Trump gjorde nye landevindinger, ikke mindst efter valget, da han løj om både vejr og mængden af tilhørere på indsættelsesdagen. At hans udtalelser ikke blev modsagt af hans egne, forklarer forfatterne med stammetænkning, en vi-og-dem-tænkning, der til enhver tid får Trump-tilhængeren til at vælge sin gruppe fremfor sin egen sunde fornuft. Faktaresistent er en superb glose til at beskrive det fænomen. Stammetænkningen kan supporteres ved at gøre folk bange. Hendricks og Vestergaard inddrager Orwell og Arendt der jo også har tænkt i ‘gale grupper’; frygt behandles ligeledes effektivt i bøgerne The Myth of Evil og i Frygt.

Problemet med fake news er ikke, at de er falske, men at de giver sig ud for at være journalistisk sandhedssøgning. Generelt problematiseres journalistisk vinkling og framing. I Danmark har vi jo et godt eksempel med udtryk som ‘betalingsring’. Havde det heddet miljøring, var modtagelsen måske blevet en anden.

Fake News kan også læses som en direkte fortsættelse af Hendricks’ Spræng boblen. Det er interessant viden, der fint belyser hvor trusler og farer mod den enkelte og mod demokratiet gemmer sig. Fake News burde være pligtlæsning i skolernes ældste klasser.

Vincent F. Hendricks & Mads Vestergaard

Fake News

Når virkeligheden taber

176 sider

Gyldendal

Udgivet: 14.08.2017

Birte Strandby