I flere år har der været tale om problemerne med hyppige test og karakterer i grundskolen, der angiveligt tager opmærksomhed fra læringen. Fælles om læring handler om, hvordan man kan indføre en formativ vurdering, der gør både lærere og elever bedre til at vurdere den faktiske læring og samtidigt gør eleven bevidst om formålet med læringen, hvor langt eleven er kommet, og hvad der skal til for at komme videre.
For lærerens vedkommende omfatter det et skift i fokus fra undervisningsaktiviteter til læringsudbytte. Læringsprocessen skal være tydelig og synlig, og eleverne skal have svar på spørgsmålet: Hvad skal vi lære?
Ifølge forfatteren betyder det dels nye kriterier for ‘den dygtige lærer’, der skal være fagligt stærk, have pædagogisk kompetence til at lede læringsprocesser, tro på at alle elever kan lære, og kunne skabe læringsmiljøer med en høj grad af tillid og plads til at fejle. Umiddelbart lyder det nu ikke så nyt, hverken det med den faglige styrke eller pladsen til at fejle. Det har man i årevis kunnet finde på adskillige friskoler – og sikkert også folkeskoler. Friskolerne har den fordel, at de er en smule mindre bundne af den til enhver tid siddende regerings grundskolelovgivning og derfor har haft mere plads til udvikling.
Men hvad angår den formative vurdering der kan bidrage til elevernes læring, så foreslår Neergaard her fem nye nøglestrategier, blandt andet tydeliggørelse af forståelse af læringsmål, aktivering af eleverne som undervisningsressourcer for hinanden og indførelse af en feedback der fremmer læringen.
Her skelnes der mellem feed up: forståelse for læringsmål og succeskriterier, feedback: at iscenesætte klasserumsdiskussioner der frembringer viden om læring, og feed forward, det vil sige at give feedback der fører læringen fremad. Ydermere er det væsentligt, at feedback på opgaveniveau knyttes til feedback på procesniveau, og her er et dejligt konkret eksempel:
Målet er at kunne mestre nutids-r’er. Jeg har understreget dine fejl. Se, om du kan rette dem.
Karaktergivning på opgaver er til gengæld til diskussion, fordi karakteren ofte tager fokus fra lærerens kommentarer, og der er en risiko for, at karakter og sammenligning mellem eleverne kommer til at fylde uhensigtsmæssigt meget.
Eleverne skal også lære at give sig selv feedback, og det er der glimrende eksempler på.
Neergaard indhenter SOLO-taksonomien til brug ved elevernes egen feedback, og bogens styrke er i øvrigt de mange forslag og eksempler til, hvordan man kan udvikle feedback, vurdering og ikke mindst spørgeteknik. Eksempel på sidstnævnte er ikke så betagende. Det ligner en udvikling fra lukkede til åbne spørgsmål, så ikke alt er nyt.
Neergaard er inspireret af Hattie, men også Cooperative Learning inddrages, og i forhold til andre udgivelser fra Dafolo er den praktiske, direkte anvendelige del omfattende og væsentlig.
Marie Neergaard
Fælles om læring
Formativ vurdering i teori og praksis
Dafolo
Undervisning og læring
232 sider
Udgivet: 2018
Birte Strandby
