‘Det øjeblik han faldt ned af scenen, var det øjeblik, det gik op for mig, at han havde seriøse chancer for at vinde.’

Jeg-fortælleren, en ung kvinde, ankommer til en lille by i bjergene for at gå i lære hos apotekeren August Malone. Det viser sig at blive en lektion i manipulation. Med mr. Malone som forbillede træner vores hovedperson samtalens kunst med det formål at få folk til at snakke. I forvejen fungerer apoteket nærmest som en skriftestol. Mr. Malone lytter til alle i byen. Og det gør hans elev også snart. 

Hun fascineres af, hvordan mr. Malone får kendskab til deres svagheder, usikkerhed, frygt og dermed magt over sine medmennesker. Mr. Malone overlader kunderne til hende og sidder selv og lytter, mens hun modtager, hvad der mere eller mindre er en slags skrifte fra kunderne, der i øvrigt sjældent køber noget. Hun eksperimenterer med sprog og udtryk, med at sætte sig ind i andres tankegange. Hun sætter pris på at vide, at en sætning kan gøre skade. Hun ser også svaghederne, men hun samler ikke på dem, som hendes chef gør. 

Mr. Malone stiller op som borgmesterkandidat i byen, og hans udnyttelse af sin viden om borgerne giver ham et middel til at blive valgt. Romanen handler også om maskulinitet og løgne. Til at hjælpe med sit kandidatur ansætter Mr. Malone en assistent med en grad i politisk videnskab, og han prøver at påvirke hendes hukommelse, så hun husker noget andet, end det der er sket ved for eksempel at fortælle, at hun har været fuld. Fortælleren har oplevet noget lignende med en onkel, der efter en uoverensstemmelse begyndte at fortælle om hende, at hun drak i forventningen om, at man så ikke ville tro på hende.

Der er ikke heftig handling, men en fortælling om hovedpersonernes forhold til indbyggerne, om at styre andre med usandheder og manipulation. Måske kan romanen ses som en allegori på de sociale mediers verden. Et svagt punkt er en tankevækkende roman, der observerer sine personer tæt og også fortæller, hvordan hovedpersonen påvirkes. Manipulation og løgne på mange niveauer, og hvordan de virker på den enkelte og på hele samfundet.

Et svagt punkt

Lucie Elven

Oversat af Rasmus Meldgaard Harboe

118 sider

Atlanten

Udgivet: 2024

Birte Strandby