Jeanne er den midaldrende hovedperson i denne roman, der dels foregår i nuet, hvor Jeanne er sigtet for bedrageri, dels i hendes erindring om et ophold i Nice og dels i hendes dagbøger fra hun var barn og frem til romanens nutid. Det skaber en god struktur, der kommer rigeligt rundt om Jeanne med blandt andet beretningen om en barndom der domineres af en pædofil farfar – uden at det tilsyneladende giver langvarige traumer eller skaber årsag til større mistro til medmennesker. For i så fald havde hun jo nok tidligere opdaget, at hendes elskede ægtemand var homoseksuel. I stedet giver Jeanne et blændende naivt indtryk og røber en afstandtagen til egen tilværelse, der dog også kan være skabt af forfatterens egen tilbageholdenhed, hvad desværre forhindrer læseren i at få den helt store empatiske oplevelse. En lidt for pæn damebladsroman, hvor hovedpersonen ligefrem undskylder sine skriverier overfor dagbogen. Lidt mere løssluppen ærlighed og lidt mere overbevisning i de periodisk teatralske udtryk havde været klædeligt og ville have gjort Jeanne mere troværdig.
Til trods for den dominerende og lidet sympatiske farfar har Jeannes tilværelse også positive sider, da den lille familie flytter fra Jylland til Nørrebro. Jeanne klarer sig fint i skolen. Hun danser med Patrick på danseskolen og går ud med Peter i fritiden. Peters familie er ikke ganske tilfreds med hans valg af ægtefælle, men ægteskabet går godt, indtil Björn dukker op. Så skrider 20 års ægteskab efterfulgt af flere tragiske dødsfald og en uventet afgang fra arbejdsmarkedet, men Jeanne ender med at finde sig et liv med indhold.
Dorthe Emilie Røssel
166 sider
Siesta
Udgivet: 12.01.2011
Birte Strandby
