Pernille har været udsat for overgreb i sin barndom. Hun blev misbrugt af en elsket sted-bedstefar. Det ændrede hendes liv, og det fik hende til at ønske, at hun var død. 

Det lykkes hende at skjule, hvad der er sket, og hvordan hun har det. Senere da hun har fået kæreste og barn dukker overgrebet op igen i Pernille, og det ender med, at hun bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. I første omgang er det en lettelse at blive indlagt, men hun har stadigt en depression, og en læge tilbyder hende ECT-behandlinger. Pernille er ikke meget for det, men ender med at acceptere det som chancen for at få sit iv tilbage.

Umiddelbart giver behandlingen hukommelsessvigt og en forbrænding i hovedet. Det bliver ikke bedre med tiden, og efterhånden begynder kæresten at tvivle på forholdet, på om han selv kan klare et forhold, hvor han føler, han har to børn.

Pernille beskriver sine oplevelser ærligt og sårbart. Det er ikke kun selve overgrebet der har følgevirkninger, men også det faktum, at Pernille er alene med det. Hun gør en stor indsats for at skjule, hvordan hun virkeligt har det, og det gør situationen værre. Hendes egen mor har ikke haft antydning af mistanke, selvom hun oplever, at den søde pige forvandler sig til en negativ oprører.

Ydermere er fremstillingen af vores sundhedssystem ikke meget venlig. Elektrochokbehandlingen kommer alt for tidligt i forløbet, hvis den overhovedet skulle have fundet sted, og den gør mere skade end gavn. Gang på gang nævner Pernille, at der er for få ressourcer i det danske sundhedssystem til den rigtige behandling, og angiveligt vælger lægerne af og til det der synes at være den hurtigste, men ikke den bedste behandling. Pernille taber mange år af sit liv på en brutal sygdom – der måske kunne have været undgået.

Et anker af flamingo

Det, vi glemmer, gemmer vi i hjertet

Pernille Frandsen

233 sider

mellemgaard

Udgivet: 2019

Birte Strandby