De to alsidige journalister Mette Fugl og Karen Thisted har sammen skrevet en dialog-biografi. Ikke om privatlivet, men om hvordan karrieren startes i en tid, hvor pressen stadigt var en mandeverden, hvad det kræver af mod og muskler, og lidt om hvordan samler man et velfungerende hold, når det viser sig, at fotografen er bryllupsfotograf? Der er klip fra den store verden og af mange personligheder inden for politik, sport, medier – blandt andet Muhammad Ali, Anker Jørgensen, Sarkozy, der i øvrigt var ubehøvlet og Nicolae Ceausescu. Dermed er det også et stykke historie set fra pressens synsvinkel fortalt på baggrund af personlige holdninger og oplevelser.
Dialogformen er sympatisk, men virker på sine steder tilkæmpet og kunstig, og man må (igen) erkende, at det almindelige talesprog sjældent er særligt velegnet til bogform. Til gengæld er bogen livligere og mere afvekslende, end biografier sædvanligvis er, og den for biografier så karakteristiske detaljebegejstring er nogenlunde undgået.
Der er masser af anekdoter og man overbevises let om, at humor, social indignation og en god portion nysgerrighed er en del af drivkraften hos begge damer. Replikskiftet og det overblik som tiden og erfaringen giver, holder liv i læsningen, men det er ikke helt nok til at få bogen op af det biografiske kedsommelighedens hængedynd. Informationstætheden er begrænset, og der er langt mellem de sproglige nyskabelser.
Dialogen er et interessant alternativ til standarden, men som nævnt ikke specielt graciøst udført, og man er tilbøjelig til at blive irriteret, når kommentarerne – ofte uvedkommende – afbryder fortællingerne. Så selvom man er fan, tager det tid at tygge sig igennem dialogen.
