Maybe life isn’t for everyone
Depression, angst og OCD
Sofia har været bange, siden hun begyndte i skolen. Dels lider hun af en uforklarlig angst, dels en håndgribelig OCD = obsessive-compulsive disorder, tilbagevendende tvangshandlinger og tvangstanker – og endelig en teenage-relateret(?) angst for ikke at blive set.
Angsten forstærkes yderligere af, at der tilsyneladende ikke er hjælp at hente. Klasselæreren viser tydelig bekymring men aner ikke, hvad det er hun står med:
Det gjorde mig ked af det, at hun heller ikke vidste, hvad der var galt med mig. For det burde de voksne jo vide.
Fortælleren beskriver det selv som frygt for at leve, for at miste, blive såret eller svigtet. Det er ikke nogen ny eller totalt ukendt angst, men det er nok usædvanligt, at den giver så kraftige fysiske aftryk.
Samtidigt fortæller Sofia relativt frit om det. Eksempelvis omtaler hun sin psykiske sygdom i sin konfirmationstale, og det må om noget kræve mod.
Sofia bruger mange ord på at beskrive sin tilstand, og skrivningen af bogen har som mange af denne type bøger sandsynligvis haft stor selvterapeutisk effekt. Det kan man måske også sige om de mange digte om angst, hjerte og smerte, der supplerer teksten. Set fra læserens vinkel kan de godt undværes, mens der til gengæld er gode muligheder for, at læserne vil kunne genkende eller forstå de hudløst ærlige beskrivelser af den unge teenagers følsomhed, om at skære i sig selv, om selvmordsforsøg og om forelskelsen i Lukas, der rummer elementer af det positive i tilværelsen, som vores fortæller søger men ikke forventer at finde.
Julie Duch Lauridsen
341 sider
mellemgaard
Udgivet: 2014
Birte Strandby
