Ungdomsroman om Martha, der netop er blevet færdig med niende klasse. Det fejres behørigt med klassen. Men som enhver håbefuld teenager på vej i gymnasiet har Martha nogle vanskeligheder. Udadtil er det meste godt. Hun har vennerne Clara og Noah og sin lille familie, mor og bror. Det er nogle år siden, hun har hørt fra sin far, men hun siger til sig selv, at det er ok. Men hun har også mistet sin bedste veninde, der rejste ud og endte i en lufthavn, hvor en bombe sprang. Hun prøver at gemme minderne væk, men de hænger sammen med resten af hendes liv og forstyrrer hendes forsøg på at leve et normalt liv.
I sommerferien tager hendes mor familien med på ølejr. Det er bestemt ikke Marthas ide om en ferie, men hun møder Victoria, der kommer til at vende rundt på hendes tilværelse.
Martha er arketypen på en følsom teenager, der ikke helt kan overskue sin verden og til sidst bliver overvældet af al den skyld og skam, hun har pådraget sig uden at have gjort sig fortjent til det. Hun er desuden uforstående overfor sin egen seksualitet, og det tager lang tid for hende at forstå og forlige sig med den. Det kan undre i en tid der ellers er relativt tolerant i forhold til andre tider og steder.
Det er Martha selv, der fortæller, og hun er meget overbevisende, når hun forsøger at formidle de forvirrende følelser og udsigten fra sit univers. Også den søde, overfladiske Clara er lige på kornet, mens Marthas udviklingsforløb er rigeligt langt.
Engleløgnen
Kirsten Wandahl
222 sider
Byens Forlag
Udgivet: 2019
Birte Strandby