Lær ikke dine børn at holde af urørt natur …
for den sidste rest vil snart forsvinde, og så bliver dine børn ulykkelige.
Nordmændene er igen i førerfeltet med litteratur om en af tidens største udfordringer, klimaproblemet, og som i anden litteratur såsom Per Espen Stoknes’ bog What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming diskuteres spørgsmålet om, hvorfor vi med al vores viden gør så lidt for at bedre vejen for de næste generationer.
Jeg har et klistremerke med Økologi Nå! på bilen, som drypper av olje overalt hvor den står parkert.
Citatet er essensen af vores generelle forhold til klimaudfordringen. Det er en holdning der især dominerer i den vestlige verden, måske fordi vi endnu ikke mærker så meget til klimaforandringerne.
Vi har hørt om løsningsmuligheder: stop for fossile brændstoffer og reducer forbruget, men siden klimatopmødet i København står vi overfor den ekstra udfordring, at vores ledere ikke interesserer sig meget for emnet. Måske venter politikerne på, at vælgerne skal vise mere interesse, og måske venter vælgerne på, at politikerne skal gå foran.
Fælles for Danmark og Norge er et vist klimahykleri, vi taler klimatiltag på den ene side, mens brændstofafhængig vækst applauderes på den anden.
Paradokset og det som Stoknes og andre kalder kognitiv dissonans – at vi tilpasser vores holdninger for at gøre det lettere at leve med virkeligheder, som vi ikke mener, vi kan påvirke – er gammelkendt, men Ingrid S. Straume går i dybden og ser også på skolens og forældrenes dilemmaer, når barnet skal opdrages til at agere i en truet verden.
Hvordan ser det for eksempel ud med undervisning i bæredygtighed? Hvad gør en lærer, der skal tale om det problematiske ved fossile brændstoffer, når der i klassen sidder børn, hvis bedste familiestunder hænger sammen med motorsport = afbrænding af fossile brændstoffer for underholdningens skyld?
Hvad gør forældrene? Skal de beskytte barnet, så det har frirum til ubekymret at vælge sin egen vej, eller skal barnet inddrages tidligt i problematikken, så det selv kan være med til at gøre noget for klimaet og for den klode det skal arve? Kan man inddrage sit barn, uden at det bliver bekymret og depressivt? Og kan man overfor sit barn retfærdiggøre, at man arbejder i olieindustrien, spiser kød hver dag og kører i bil?
Straume præsenterer forskellige scenarier, diskussioner og teoretikere, herunder Stoknes, Brundtland, Bauman og Klein, og med reference til Kleins synspunkter gives også en af mange grunde til samfundets træghed når det gælder klimaaktion: Problemet er blevet for stort og uoverskueligt, under klimahatten proppes også ulighed, fattigdom, kønsdiskrimination.
Både problem og løsninger kan gøres spiselige på mange måder, også fra politisk side: Gratis kollektiv transport, skattelettelser for klimatiltag – som håndværkerfradraget der omfatter isolering af boligen – forbud mod fossile brændstoffer.
Vi kan stadigt nå at ændre vores suicidale livsform og vores forbrug. Straume har mange bud på, hvordan skole og forældre kan tage fat, og forhåbentligt bliver bogen også læst af politikere.
En menneskeskapt virkelighet
Ingrid S. Straume
230 sider
Res Publica
Udgivet: 2017
Birte Strandby
