Klaus Lynggaard debuterede som digter, men blev kendt og elsket som ungdomsforfatter. Med ungdomsbøgerne ”Martin & Victoria” (1985) og ”Victorias år” (1986) fik Klaus Lynggaard sit store gennembrud. Efter en pause på 38 år er Klaus Lynggaard tilbage som romanforfatter med ”En færdig mand”. Det skal bemærkes, at han i mellemtiden har udgivet nogle få digte og essays. I ”En færdig mand” møder vi en mand der befinder sig i en midtlivskrise. I dag er han 68 år, og han har selv været en mand i krise grundet alkoholmisbrug og kræft. Det beskrev han i ”Personfølsomme oplysninger”. 

Hovedpersonen i ”En færdig mand” er Thomas Therchildsen. Han er en succesfuld og vellidt bygningsingeniør, der er kørt surt i tilværelsen. Han er enkemand efter hustruen Annes død for år tilbage. Deres datter, Rebekka, er fløjet fra reden og arbejder i en helsekostbutik. Som mange andre unge er hun i opposition til forældregenerationen. Rebekka stiller blandt andet. spørgsmålstegn til kødforbrug, mænd og magt, men har det bedst med at lade sin far betale regningen. 

Gennem en længere periode har Thomas været dybt generet af en mærkværdig hyletone i hjemmet. Den går ham på nerverne og forstyrrer hans søvn. Som ingeniør har han forsøgt at afkode den bagvedliggende årsag og hidkaldt diverse håndværkere. Dog uden held! Med ophøjet ro forsøger hans foretagsomme mor at hjælpe. Hun stiller lyttende og beredvilligt op. Thomas har en følelse af, at hendes liv med veninderne er mere harmonisk og glædesrigt end hans er. Broren Emil kan han ikke enes med. Han har kun vennerne i “Bjørnebanden”, som han spiller poker med. Eller har han? Der er også veninden Astrid, som han tidligere datede, men det faldt til jorden. 

Klaus Lynggaard skildrer en såkaldt moderne mand, der passer sine ting, er uhyre dygtig og vellidt. Samtidig savner han mening og dybfølt glæde i tilværelsen. Tabet af hustruen er den bagvedliggende årsag til midtlivskrisen og tristessen. Thomas finder glæde i at lytte til Mozart, skræddersyet tøj og sin kat. Han er en habil kok og laver med mellemrum god mad. Jobbet orker han ikke mere. Det keder ham gudsjammerligt. 

Forfatteren skildrer et hamsterhjul med pligter, der står i kø og forventninger, der truer med at drukne hovedpersonen. Som så mange andre tøver Thomas med at sige fra og skuffe andre. Da han tilbydes en overordnet chefstilling, sættes han i et svært dilemma. Thomas er analytisk og skarp, så han fanger let de fejl, broren Emil begår overfor hustruen. Det er straks værre med at se sammenhængen mellem, hvordan han selv lever og har det. Reelt er han ret gammeldags og tilbageholdende. Det at tale om følelser er mere udfordrende end som så. Ergo bliver han også en kantet karakter, der misser muligheder for udvikling. I tilgift kan han virke vældig trættende med sin besserwissen mentalitet og diagnostiske blik på samtiden. 

”En færdig mand” er forfattet med en flydende pen fra start til slut. Klaus Lynggaard har et solidt greb om virkemidlerne fra forfatterens værktøjskasse – indimellem måske også en anelse for tydeligt. Men fortællingen vækker læserens interesse – vel at mærke dén om Thomas, den afdøde hustru, datteren, kvinderne i hans liv, arbejdspladsen og de finurlige venner. Mysteriet om hyletonen glider i baggrunden. Det væsentligste er de psykologiske portrætter og relationerne, samt det tidsbillede forfatteren tegner. Han er generøs med at skildre tidsånden, som læseren b.la. får et genkendeligt og præcist indtryk af via woke- og krænkelsesdebat, datingliv, madkultur, ledelseskultur, ansættelsespolitik og meget andet. 

Thomas bliver portrætteret som et pragteksempel af en moderne mand, der oveni købet ikke formår at passe på sig selv. Den stakkel! Han er en god søn, mild far, omsorgsfuld svoger, betænksom kammerat, arbejdsom og loyal medarbejder, som tilmed er uhyre vellidt blandt kollegerne. Jeg behøver vel næppe skrive, hvordan kvinder ser på ham? Det bliver sukkersødt og offerfortællingen virker forudsigelig. Alligevel hepper man på at Thomas må få held i kærlighed og blive afklaret med sig selv. Er det måske for meget at forlange for sådan et vidunder af en mand? Nej, vel! 

Klaus Lynggaard underholder læseren fra start til slut med en borgerlig heltetype, der desillusioneret ser sig selv stå i kviksand til livet.  Samtidig stiller han skarpt på tidens udviklingsretning, hvor ordentlighed og klassiske dyder slår sig på tendens til anomi. ”En færdig mand” italesætter en bagvedliggende ensomhed og et behov for mening og retning i tilværelsen. Det gør bogen ret godt! Kærlighed og venskab er to centrale elementer i dén sammenhæng. Blandt de små solstrejf er Thomas´ kærlige mor og kammeraterne i ”Bjørnebanden” – især Lille Bjørn er en god ven. Romanen henvender sig både til mænd og kvinder, der her kan se frem til en vedkommende og velsmurt historie om at finde vej videre. 

En færdig mand

Forfatter: Klaus Lynggaard

Forlag: Alhambra

352 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: Den 15. august 2024

Anmelder: Nønne Lønne Votborg