Hver time på døgnet sårer dig, den sidste slår dig ihjel.
Ankaa, eksploderende supernova, er på vej mod jorden, og som i von Triers Melancholia er slutresultatet uundgåeligt. Uforudsigelige er til gengæld menneskenes bevægemønstre og handlinger indtil kollisionen, og Ib Michaels roman er et farverigt bud på, hvad der også kan ske inden dommedag.
Det begynder afdæmpet. Hovedpersonen har langt om længe ved sin mors dødsleje fået at vide, hvem der var hans far, og kort efter får han en arv fra sin fars familie – ikke blot penge men også en slægtshistorie og forskningsmateriale fra sin bedstefar, der beskæftigede sig med astronomi. Det er her eventyret begynder. Det omfatter et møde med en dykker, en sand havfrue, og det fører vores hovedperson direkte ind i den moderne udgave af Jules Vernes En verdensomsejling under havet. Den nye udgave af Kaptajn Nemos ubåd hedder Namu. Den fraspalter brint fra havet og bruger brintet i en fusionsmotor. Om bord på ubåden er 24 tænkere. Et af deres projekter er etableringen af byer to-tre kilometer under havet, der skal gøre det ud for nye verdener, når supernovaen nærmer sig jorden.
Romanens ene spor løber i Danmark og handler om Alexanders ungdomsår og den første store kærlighed. Det andet handler også om kærlighed, om et mord og om en fantasisprudlende rejse, suppleret med qr-koder omfattende blandt andet Holger Becks korrespondance med forfatteren om supernovaeksplosioner, beskrivelse af Lokeslottet og af North Sentinel Island, den sidste ø og stamme i verden, der lever isoleret.
En god historie med farverigt, omfattende input om dykning, oceanografi, astronomi.
Ib Michael
392 sider
Gyldendal
Udgivet: 18.09.2015