Den 24. august 2022 åbnede Den Hirschsprungske Samling, København, udstillingen “Ejnar Nielsen. Livstegn”. Udstillingen sker i et samarbejde med Vejen Kunstmuseum, der bærer stafetten videre med en udstilling fra den 28. januar 2023 og et halvt år frem. 

I forbindelse med udstillingerne, er førende kunsthistorikere gået sammen om en fyldig fagbog om kunstneren, hans liv og værker. Bogen bærer Ejnar Nielsens navn.

Kunstner Ejnar Nielsen blev født i København i 1872 og døde i 1956. Han kom på akademiet og var elev hos Zarthmann. De fleste forbinder ham nok med to ting: Han skildrede sygdom og død på en rå og realistisk måde. Den anden side af Ejnar Nielsen, der er kendt, er hans forhold til naturen og glæde ved blomster. Måske vil nogle meget kunstinteresserede vide, at det er Ejnar Nielsen der stod for den fantastiske dekoration af portalrummet under Det Kgl. Teaters nye scene, Stærekassen. 

Bogen ”Ejnar Nielsen” udgives af Den Hirschsprungske Samling og Vejen Kunstmuseum. Udgivelsen består af seks essays om maleren. Der er ikke tale om en kronologisk biografi om forfatteren, men snarere om tematiske nedslag, der søger at sætte fokus på kunstnerens karakteristika. Samtidig kommer bidragsyderne godt rundt om hans liv. 

Det første essay handler om malerens optagethed af at skildre syge og svage i kunsten. Der tages udgangspunkt i et af Den Hirschsprungske Samlings hovedværker: maleriet ”Den blinde” fra 1896-98. Det er malet i Gjern og viser en blind pige, der i sin hånd blidt holder en buket mælkebøtter. Maleriet er et hovedværk i dansk symbolisme. 

I bogens andet essay dykker Peter Nørgaard Larsen ned i den inspiration, som Ejnar Nielsen har fundet hos den franske kunstner Puvis de Chavannes. Charlotte Christensen spørger i det følgende essay om, hvorvidt Ejnar Nielsen var den mest modige, mandige og mærkelige kunstner? Signe Havsteen belyser malerens optagethed af hud og kroppen i al dens naturlighed. Hun stiller skarpt på huden som virkemiddel i det naturalistiske motiv og fremhæver, hvordan brugen af farver spiller ind. Ejnar Nielsen stillede med stor akkuratesse skarpt på hænderne og udtrykte derigennem følsomhed. 

I deres essay ”Overskygget”, ser Ellen Egemose og Jacob Wamberg nærmere på de tomme flader i Ejnar Nielsens motiver. Han gjorde aktivt brug af store tomme, mørke flader. De fremkalder en form for kulde og tomhed, der understreger motivets alvor. Store flader er med til at fremhæve kontrast, som tit handler om liv og død. Det ses fx når Ejnar Nielsen maler syge, dødende og fattige. 

Teresa Nielsen har forfattet det afsluttende essay. Hun dykker ned i Ejnar Nielsens forhold til blomster og naturen. Det er et uhyre interessant indlæg, der b.la. sætter motiverne ind i en samtidig kontekst. Ejnar Nielsen malede nemlig mange fine ukrudtsblomster under Anden Verdenskrig. Vielsesværelset på det gamle Kongens Lyngby rådhus er således udsmykket med blomstrende grøftekantsmotiver. 

Bogen afsluttes med en fyldig samling illustrationer. Derpå følger en kronologisk biografi over forfatterens liv idet centrale årstal er fremhævet. Jeg savner et stikordsregister som indgang til lettere at kunne finde forskellige ting i bogen. Det kan til eksempel være omtale af steder, personer, malerier og fagord. 

Med ”Ejnar Nielsen” får den museumsglade gæst en detaljeret skildring af de ting, der optog Ejnar Nielsen og særligt kom til udtryk i hans kunst. Han var om noget kendt for sine symbolistiske malerier, portrætter og landskaber fra Gjern nær Silkeborg. Gennem flere år havde han fritidsbolig i Gjern og tilbragte megen tid dér. Bogen viser hvor mange ting, han som kunstner prøvede kræfter med; det være sig alt fra at designe sølvsmykker, møbler og møbeltekstil. Han udtrykte sig tillige i mosaik, som vi kender fra mosaikudsmykningen under Stærekassen.  

Det er tydeligt, at bidragsyderne har stor indsigt i malerens liv og kunst. Bogen indeholder en spændende saglig diskussion af malerens inspiration, kunstneriske dispositioner og udtryk. Der findes i nogle tilfælde gemte breve til at understøtter det med. Andre analyser afhænger af fagfolkenes vurderinger. 

Efter endt læsning vil man som beskuer møde Ejnar Nielsens værker langt mere facetteret og kvalificeret. Når vi skal dechifrere en kunstner, der ikke alene beskæftiger sig med sygdom og død, men også er optaget af naturen og blomster, er det værdifuldt at vide noget om ham, hans tid og hans samtidige kunstnere. Dét dykker bogen ned i på glimrende vis. Den fortæller en fascinerende beretning om en uhyre sammensat kunstner. 

”Ejnar Nielsen” er en smuk og anbefalelsesværdig kunstbog. Den beretter omhyggeligt og fint om værkerne og deres indhold. Enkelte steder er der desværre ikke angivet mål på værkerne. Tilsvarende er der enkelte værker, hvor det umiddelbart ikke er til at se, hvem der ejer dem og hvor, de er at se. Det vil jeg som museumsgæst gerne vide. Bogen er særdeles smukt illustreret med mange fotos, tegninger og gode farvegengivelser. Der er både gengivelser af Ejnar Nielsens mange værker, men også af samtidige kunstnere, som han blev inspireret af.

Hvis du er ny udi at beskæftige dig med Ejnar Nielsen, vil det give god mening at starte bagerst med den kronologiske gennemgang af de mest centrale årstal i malerens liv. Der er tale om en kunsthistorisk fremstilling på højt niveau. Nybegyndere vil givetvis savne en mere detaljeret introduktion forud for de seks essays. ”Ejnar Nielsen” er imidlertid en fornem og berigende bog om en af symbolismens store danske kunstnere. 

LINKS

Udstillingen “Ejnar Nielsen. Livstegn” på Den Hirschsprungske Samling

Omtale af udstillingen: www.kulturinformation.org/ejnar-nielsen-livstegn

Ejnar Nielsen

Udgivet af Den Hirschsprungske Samling og Vejen Kunstmuseum

Forfattere:

  • Camilla Klitgaard Laursen
  • Peter Nørgaard Larsen
  • Charlotte Christensen
  • Signe Havsteen
  • Ellen Egemose og Jacob Wamberg
  • Teresa Nielsen

Forlag: Den Hirschsprungske Samling og Vejen Kunstmuseum

261 sider. Indbundet og illustreret

Udgivelsesdato: Den 24. august 2022

Anmelder: Nønne Lønne Votborg