Årets hidtil mest inciterende titel for hvem vil ikke gerne læse om nogen der (forhåbentligt) er dummere end en selv? 

Som i andre af Lars Fr. H. Svendsens værker gås der metodisk til værks. For at nå frem til en passende graduering anvender forfatteren Umberto Ecos klassificering fra Foucaults pendul: idioten, tåben, dumrianen og galningen. Idioten kan ikke artikulere noget, tåben taler om forkerte ting, dumrianen begår fejlagtige ræsonnementer, og galningen anvender ikke logik. 

På baggrund af Eco og andre når Lars Fr. H. Svendsen frem til en lidt anderledes inddeling: dumme, idioter og den virkeligt seriøse kategori dumme idioter.

‘Den dumme er tankeløs, idioten tænker dårligt, og den dumme idiot omfavner tankeløst sine tankefejl.’

Det beroligende er, at skønt vi alle huserer i grupperne uanset intelligenskvotient, så er grupperne er dynamiske, og vi kan, hvis vi er villige til at risikere uvidenhed i det åbne, flytte ud (og ind) af dem.

Ifølge Kant findes der tre maksimer for den fælles menneskeforstand: Selvstændig tænkning (den fordomsfrie), tænkning ud fra alle andres sted (den udvidede, det vil sige, at man skal diskutere sine tanker med dem, man ikke er enige med) og at tænke konsekvent (at få det hele til at hænge sammen). Her fremhæver Lars Fr. H. Svendsen vigtigheden af at blive modsagt der angiveligt er en af de få ting der kan forhindre os i at havne i en af de tre grupper.

For at undgå eller i hvert fald reducere egen dumhed, kan man læse forfattere der udfordrer ens verdensbillede: Hvis man er liberalist, er det en god ide at læse Karl Marx, og hvis man er ‘tænkende konservativ’ og har læst Edmund Burke, så er Mary Wollstonecrafts kritik af Burke i ‘A Vindication of the Rights of Men’ relevant. Sædvanligvis søger vi efter bekræftelse på det, vi gerne vil tro, hvor det måske er langt mere hensigtsmæssigt at forholde sig kritisk til egen viden.

Idioten tager fejl, men hvis han indser sine fejl, holder han op med at være en idiot. Hvis han derimod fastholder sin fejlopfattelse – for eksempel på grund af manglende indsigt – er han stadigt en idiot. At opnå indsigt kræver, at man begår fejl – den ene gang efter den anden. 

Der er flere nuancer inden for både dumhed og idioti, og nogle af positionerne er selvvalgte: Hvis man for eksempel er glad for at flyve på ferie, så er det umådeligt praktisk, hvis man ikke anerkender, at flyvning er dårligt for klimaet. Det er det Nietzsche kalder ‘situationsbestemt vilje til dumhed’. 

Forfatteren kommer vidt omkring, fra Sokrates til Peter-princippet, vaccinemodstandere og konspirationsteoretikere. Hannah Arendt har sin egen udlægning af dumhed, og den version af autoritetstro medløberi viste sig at være livsfarlig. De sociale medier giver god plads til både dumhed, idioti og dumme idioter, og hvis man vil studere begreberne nærmere, så er Facebook-debatter oplagt materiale.

Lars Fr. H. Svendsen har behandlet andre emner på lignende vis: ondskab, ensomhed, frygt, og det er interessant læsning med inddragelse af mange kilder. I denne seneste bog er sproget pænt krydret med ironi og arrogance, og formidlingen er humoristisk.

Dumhed, idioti og dumme idioter

Hvorfor du bør tænke selv – og sammen med andre

Lars Fr. H. Svendsen

Oversat af Joachim Wrang

145 sider

Klim

Udgivet: 2025

Birte Strandby