Luzies forældre har købt et nyt hus. Eller, helt nyt er det ikke. Det er faktisk lidt af et museum, og så er der de mærkeligste dufte. Luzie får en del opmærksomhed, fordi hun og hendes familie er flyttet ind i Villa Evie, og naboens søn, Mats, stiller næsten med det samme for at få en rundtur i det sære hus.

Ved et tilfælde falder Luzie over en gammel nøgle, og sammen med Luzies lillebror og Mats undersøger hun huset.

Det lykkes dem at komme ind i det forbudte væksthus, og her er virkelig grund til forundring. Store mængder blomster og underlige dufte fylder væksthuset, og ungerne finder et hemmeligt rum, hvor duftene bliver lavet. De kan ikke lade være med at lugte til nogle af de mange præparater. Det giver nogle besynderlige oplevelser: De åbner for en duft med kulde, og pludselig er der sne- og haglvejr over Villa Evie, men ikke over nogen andre huse i landsbyen.

Rigtigt galt bliver det nu først, da de voksne begynder at glemme. Postbudet smider brevene i skraldespanden, mange forældre glemmer, at de har børn, og buschaufføren kører i den gale retning. Luzie og co. må i duftapoteket igen for at finde en modgift til de glemsomme voksne.

Duftapoteket har flere cliffhangere, fin opbygning af spænding og plot, og et nydeligt sprog, omend meget voksent for et par børn i ti-tolv års alderen, for ikke at tale om Luzies fem år gamle lillebror, der både sprogligt og intelligensmæssigt ligger ret højt for alderen.

Der er ikke så mange illustrationer, men dem der er, er i blød blyantsstreg og trækker en lille smule gys ind i historien. Det er tiltrængt med et gys for børn, og denne skal nok kunne fastholde koncentrationen.

Duftapoteket

Anna Ruhe

Illustreret af Claudia Carls

Oversat af Birgit Fuglsang

247 sider

Straarup & Co

Udgivet: 2019

Birte Strandby