Måske har professor Svend Brinkmann læst denne bog, inden han udgav sin egen: Stå fast – et opgør med udviklingstvangen. Brinkmanns bog går kontroversielt imod alle de råd, vi har fået i selvhjælpsbøger de seneste mange år: Hold op med at mærke efter i dig selv, Fokuser på det negative i dit liv, Tag nejhatten på, Undertryk dine følelser.

Det vil sige det modsatte af budskaberne i Louise L. Hay og David Kesslers værk, der i øvrigt handler om, hvordan man kommer videre efter sorg. Bogen tager fat i sorgen over at miste et barn eller et nært familiemedlem, og den berører også afsluttede forhold, mistede jobs og døde kæledyr. Det kan i sig selv være godt, hvis det hjælper, og der er også et afsnit om skyld og ansvar, som man kan blive lidt klogere af at læse, men ellers er der forbløffende meget tekst om at elske sig selv, et enkelt sted tales der om medfølelse med sig selv, og overordnet kan man spørge, om navlen overhovedet kan tåle alt det pilleri.

Begge forfatterne har stor erfaring med sorgbearbejdelse, deres bøger rangerer højt på bestsellerlisterne i Guds eget land, og denne har fået 4,5 stjerner i Amazons fem-stjerners-maximum-zone.

Der er ikke meget nyt i bogen, og for en sekulær dansk læser kan det være vanskeligt at rumme bogens basale gudstro og en til tider forbløffende fatalistisk holdning:

Jeg vil ikke bekymre mig, for karma ser alt.

eller:

Universet elsker mig og drager omsorg for mig.

Universet er tilsyneladende ikke ked af at tage sig af det enkelte menneske. Man skal bare acceptere tingene, elske sig selv og undgå selvbebrejdelser af enhver art.

Samtidigt indprentes i læseren: Valget er altid dit. Det lyder sært, når nu Universet og Gud også skal bestemme.

Endnu mere forvirret bliver man over påstanden:

Alle parforhold bliver givet dig, for at du skal blive hel.

Så hvis der ikke er parforhold i farvandet, så må man altså være hel. Det er beroligende.

Men hvad er det for et univers, forfatterne bebor:

Han vidste, at de fleste ikke lærer noget om at elske i et parforhold, navnlig ikke hvis de er homoseksuelle. 

… Vanessa gik fra at hænge ud på den lokale café til at drikke te med de andre lægekoner.

Det sidste er udlagt som om det virkelig er et avancement, der sparker røv, men er det det?

Der er en del eksempler i bogen, og de pynter pænt på læsningen, men hvem er målgruppen for denne bog i Danmark?

Louise L. Hay & David Kessler

Oversat af Kirsten Kincaid

252 sider

Borgen

Udgivet: 20.10.2014