Dragen Sangeren Helten er Jens Østergaards debutroman. Det er en spændings/politiroman med voldtægt, mord og lemlæstelser tilsat en gang morderisk totalvanvid.
Ligesom titlen er delt i separate ord, kører romanen i flere spor, hvor vi henholdvis følger den erfarne politimand Thomas Nyland fra Afdeling for Personfarlig Kriminalitet, den smukke og sky forsker Natalja Rodova og en galnings hjernebetændte fantasier.
En ung, mishandlet pige bliver indbragt på Rigshospitalet. Samtidig bliver Thomas kaldt ud til et drab på Vesterbro, hvor en 27-årig mand er blevet myrdet, spiddet med en spidset jernstang gennem brystet. Da Thomas og hans makker tager ud til hospitalet for at tale med pigen, som tilsyneladende er indblandet i sagen, udvikler det sig dramatisk. En sortklædt mand dræbermakkeren med et sværd, som han derefter stikker gennem Thomas. Efter at have uskadeliggjort politimændene kidnapper den sortklædte pigen og flygter med hende.
Den sygemeldte Thomas begynder at rode i sagen, som er gået i stå. Han finder frem til Natalja, hvis far der var professor i russiske mundtlige, sungne sagn og eventyr, er blevet myrdet et par uger tidligere. Yderligere to lig dukker op, som er blevet myrdet på samme tid som professoren og på samme måde som den 27-årige med et spyd.
Sammen med Natalja finder Thomas frem til sandheden om mordene.
Man kan ikke sige, at vi får nogen lykkelig slutning på dramaet, der snor sig om ulykkeligt vanvid med en sindssyg, som i sit vanvid ikke skelner mellem gode og onde. Romanen føles som en af de tv-krimier, vi får serveret i fladboxen. Basal men ikke overvældende spænding. Det er en jævn fortælling om mord og vanvid, underholdende uden at svinge sig op til de store højder.
Dragen Sangeren Helten
Forfatter: Jens Østergaard
236 sider
Forlag: EC Edition
Udg.: 24.02.2012
3 glober
Jan Vandall