Døden på bogmessen er en lille, meget let krimi til den korte togtur. Til gengæld er det lidt af et gys: en ualmindelig led anmelder bliver fundet dræbt neden for Bella Skye i forbindelse med årets bogmesse i Bellacentret. I første omgang regner man med selvmord, men det viser sig at være mord.

Anmelderen havde masser af fjender. Han foretrak ældre litteratur, og i flere tilfælde er det lykkedes ham ligefrem at forstyrre unge debutanters karrierer med sine destruktive anmeldelser.

Hovedpersonerne er kriminalkommissær Hoff og hans kollega Jørgen. De er på bogmesse sammen med deres hustruer, da anmelderen bliver dræbt, og de går øjeblikkeligt ind i opklaringen. Det er de velkendte metoder, vidneafhøring, DNA-undersøgelser, tjek af videokameraer. Det stedlige politi anvender AI og kan lynhurtigt fastslå morderens identitet med 98,7 procents sikkerhed. Det imponerer vores to detektiver, men de har også deres forcer.

Sjov, men ret banal, måske den type krimi tre forfattere ville skrive, hvis de kedede sig på bogmessen.

Døden på bogmessen

Garmark, Remar, Thorsteinsson

98 sider

Falco Krimi

Udgivet: Marts 2025

 

Når man har været på bogmesse, skal man naturligvis også til Horsens på krimimesse, så det er hvor vores karakterer Hoff og Jørgen med hustruer bevæger sig hen. Og her sker sandelig også et mord, et uhyggeligt af slagsen: det første æresmedlem af krimimessens nyoprettede hall of fame skal afsløres i Snedkeriet. Men i stedet afsløres det afhuggede hoved af en kendt krimiforfatter.

Hoff og Jørgen er ikke længe om at tilbyde deres assistance med opklaringen af mordet. De finder kroppen på forfatterens hotelværelse, og som i Døden på bogmessen har den dræbte fjender, men også en del venner. Også her repræsenterer vores detektiver de almenkendte politimetoder, mens de unge håb fra det lokale politi sværger til AI – og i øvrigt kan bekræfte, at den kunstige intelligens vurderer, at morderen er den dræbte. Det giver nye udfordringer til Hoff. Til gengæld formår bogmesse og forlag at profitere på sagen.

Døden på krimimessen er også i den lette genre, og der er ikke brugt så meget krudt på de finere detaljer. Selvom den foregår i 2024 er der en forfatter der ryger både i hotellets restaurant og på selve messen, uden at det påtales, og det er lidt vanskeligt at vænne sig til kvindesyn og far-platheder i bogen:

‘Hoff og Jørgen blev til luft og forsvandt fra deres hustruers bevidsthed, som var kvinderne gået ind i en tøjbutik med udsalg.’

Der er flere irriterende småting. Hvordan kan et design være både kantet og aerodynamisk? Det bedste ved bøgerne er, at de passer til den korte togtur.

Døden på krimimessen

Garmark, Mortensen, Remar, Thorsteinsson

107 sider

Falco Krimi

Udgivet: Marts 2025

Birte Strandby