Døden er en Mester af Jette Drewsen er fortællingen om arkitekt, professor og forfører, Frank Wertheimer. FW er ikke længere ung og tanker om døden synes efterhånden at være fast inventar, især i hans tvangsprægede erotiske forhold til unge kvinder, men også i stadigt stigende grad i hans hverdag generelt. Og måske er det netop dødens nærvær i relationerne til de unge kvinder, der er blevet ham for eksplicit, nu hvor alderen for alvor begynder at skære en smertefuld kontrast mellem ham og dem. I hvert fald møder vi ham på et tidspunkt, hvor lysten til at involvere sig seksuelt med affærerne er aftagende og FW i stedet uden videre overtager en bortløben hund og døber den Tristan.
Der er tre kvinder, som er konstante i FW’s liv. Hustruen Helene, Datteren Sia og Sias mor AnnaElise. Disse tre kvinder udgør hver især nogle scener, hvorpå Frank må forsøge at spille de roller han er dårligst i stand til at håndtere. Rollen som ægtemand og rollen som far. Disse roller indebærer et fortroligt og gensidigt kendskab til og accept af hinandens styrker og svagheder og for FW, der føler sig bedst tilpas, når han kun ses for og dermed bekræftes i sine styrker er det en ubehagelig tanke at omgås mennesker, som ikke udelukkende ser ham for det geni, han selv er overbevist om, han er. På den måde er FW narcissist og hans udenomsægteskabelige affærer handler da primært også om den beundring og idealisering han høster fra de yngre kvinder.
Her tilbyder hunden, Tristan, ham en ny konstant og ukompliceret rolle; han er herren og i modsætning til kvinderne, der altid kræver noget andet, er hunden nem at gøre lykkelig. Tristans rolle i Døden er en Mester, henfører tankerne på en anden roman om en forfører, nemlig Tilværelsens Ulidelige Lethed, hvor en hund med et litterært funderet navn også optræder. I TUL bliver hunden symbol på det lykkelige, mytiske liv, for så vidt som det lykkelige liv for en hund består af en række gentagelser: mad, gåtur, søvn, leg osv. På samme måde bringer Tristan regelmæssigheden ind i FW’s liv, der i stedet for spændingen ved forførelserne begynder at foretrække gåture og daglig gensynsglæde med Tristan. Men FW er syg og da hans forhold til Tristan brat afbrydes, kommer det også til at markere en brat omvæltning i hans liv.
Frank Wertheimer, og de øvrige karakterer i Drewsens Døden er en Mester, er bestemt ikke noget dårligt bekendtskab at stifte. Romanen er godt skrevet, rummer mange kløgtige betragtninger og er indimellem ganske morsom. Selvom det virker naturligt at romanens miljø og karaktergalleri er eksplicit ’finkulturelt’, gennemsyret af intellektuelle samtaler og kunstinteresserede personligheder, bliver det alligevel, for undertegnede at se, lidt for meget, når selv gamle damer, FW tilfældigt møder i parken, er i stand til at citere Sartre og frigjorte nok til åbent at diskutere deres sexliv. Nuvel – når det er sagt, så er Sartre da heller ikke nogen dum personlighed at sætte fokus på i lige netop denne roman. I forhold til hans eksistentialisme og overvejelser over nødvendigheden af en såkaldt døds-bevidsthed, kan man sagtens tale om hvorvidt disse begreber er relevante for romanen. I hvert fald er det ikke FW, der i sidste ende hævder sig selv som den endelige mester, men derimod Døden selv.
Døden er en Mester
Jette Drewsen
226 sider
Gyldendal
2015
Anmeldt af Tea Stræde Spile
