‘Djævlen, du kender’ er en overraskende thriller med en langsom, lammende effektiv opbygning. Den aspirerer til årets gyser, blandt andet fordi den sparker seriøst til vores tillid til kommunen, til retssystemet, til troen på medmennesker.
Vi begynder med præsentation af to kvinder, der ikke har styr på livet. Julie er enlig mor, hendes ekskæreste sidder i fængsel og skal gøre det i lang tid. Hun stripper om natten, og passer sin søn om dagen. Hun kæmper en brav kamp, men kommunen har modtaget to indberetninger, og hendes søn er træt i timerne. Den foreløbige løsning er en familievejleder. Familievejlederen er meget kærlig overfor hende, og han taler en del om sig selv.
Celine er nyskilt. Hendes eksmand mener, at hun er uligevægtig og uegnet som mor til deres fælles datter. Hendes eksmands advokat har oplysninger om, at Celine har forsøgt at bortføre datteren. Desuden har Celine angiveligt forsøgt at begå selvmord, og så er diskussionen om barnet jo afgjort.
Linda der er politimand, er blevet flyttet til Amager, fordi hun havde noget kørende med chefen det forrige sted. Linda er ikke sympatisk. Hun følger reglerne, undtagen de ordinære, uskrevne om almindelig høflighed. Det gør hende ikke populær, og modsat sin nye chef har hun ikke behov for at holde sig gode venner med de lokale spidser.
Rent tilfældigt kommer Linda med ud til et besøg hos Julie, der har anmeldt sin familievejleder for voldtægt. Julie har en tynd sag, og Lindas kollega mener ikke, at de kan gøre så meget, men Linda opdager nogle uregelmæssigheder i Julies sag, og det bliver ikke det eneste problem i denne thriller der bare bliver mere og mere uhyggelig, mere og mere chokerende for at ende i et crescendo, der er en Hitchcock værdigt. Og så er indholdet som taget ud af dagligdagen, og det er måske det mest uhyggelige.
Ja, for sådan må man ikke gøre mod børn, vel?
Djævlen, du kender
Lisa Holmfjord
450 sider
Gyldendal
Udgivet: 16.01.2023
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks