Og hvordan er det så gået Østtyskland her godt 20 år efter Murens fald? Det er emnet for denne bog, både hvad angår selve det nye Tyskland, herunder frem- og tilbagegang for de politiske partier, og med hensyn til resten af verden, der oplevede Murens fald som optakten til russernes generelle tilbagetrækning og kommunismens sammenbrud.
Genforeningen betyder ikke ny kronisk lykkefølelse hos de tidligere østtyskere, selv om det gamle DDR var saneringsmodent: En bankerot uretsstat, der i 1989 var nede såvel intellektuelt, moralsk, politisk som finansielt.
Men tingenes tilstand er forbedret: De østtyske husholdningsindkomster er steget fra 50 til 80 % af vesttysk niveau, pensionisterne har fået en anderledes velstand i forhold til i DDR at modtage 37 % af en lavindkomst, og levealderen er steget fra 69,75 til 75,80 år. Mellem 1990 og 2005 er der startet 850.000 nye virksomheder i Tyskland, og alle tyskere har nu de samme frihedsrettigheder og den samme adgang til sundhedsvæsen og statslig forsørgelse.
At verden med den kolde krigs afslutning også skulle være blevet et bedre sted er mere tvivlsomt. Som Malzahn betoner, så har både krigen i Balkan og folkedrabet i Rwanda bevist, at magt stadigt kommer ud af geværløb, ikke af en PC eller en Macbook.
Et kapitel om den generelle politiske udvikling og Tyskland i sammenhæng med resten af verden er interessant læsning, selv om Øhrgaards Tyskland – Europas hjerte har dækket emnet udmærket. De mange dyberegående afsnit om den partipolitiske udvikling i Tyskland er derimod ikke nødvendigvis fængende materiale.
Bogens konklusion er, at genforeningen efter tyve år så småt er ved at lykkes.
Den Ostdeutschen wurden blühende Landschaften versprochen, stattdessen haben sie Bananen, ein paar Autobahnen und Hartz IV gekriegt.
Deutschland 2.0 – Eine vorläufige Bilanz der Einheit
Claus Christian Malzahn
140 sider
Deutscher Taschenbuch Verlag
Udgivet: 2010
Birte Strandby
