Ethvert regime må nødvendigvis følge med i, hvad folket mener og føler. I et demokrati er det den frie presse, der udtrykker folkestemningen. I et diktatur er medierne tvunget til at være følgagtige overfor regeringen, og det er ikke muligt at udføre opionsundersøgelser. Af den indlysende grund at udspurgte ikke tør udtrykke deres oprigtige mening.

Hvad så? Nu har historikeren Peter Harmsen netop leveret et flot svar på, hvordan Tyskland under nazisternes diktatur løste spørgsmålet. Med bogen “Det tredje riges øjen og ører” giver han et unikt og sjældent læst indtryk af, hvordan hverdagen artede sig for den menige civile tysker under Anden Verdenskrig 1939-1945.

Han har med en faghistorikers sikre greb og kritiske sans været igennem over 7000 sider af de såkaldte SS-rapporter.

Den interne efterretningsorganisation i SS udarbejdede detaljerede rapporter om folkestemningen. Disse rapporter var baseret på indberetninger fra et tæt netværk af informanter i hele Tyskland og fordelt til en lille gruppe af højtstående folk i Berlin. Først og fremmest propagandaminister Josef Goebbels..

Informanterne fik besked på at skildre stemningen i befolkningen uforbeholdent, uden skønmaleri eller propagandistisk pynt. Det vil sige klart, pålideligt og ansvarsfuldt, sådan som stemningen faktisk er, ikke som den kunne eller burde være.

Informanterne stod til rådighed døgnet rundt. De skulle uden at vække opmærksomhed gribe enhver mulighed for at lytte i familie- og vennekredsen, på arbejdspladser, i tog og sporvogne, hos frisøren og på markedspladser.

Peter Harmsen har inddelt sit værk i kapitler, så læseren orienteres om behandlingen af forskellige grupper og deres reaktioner, om de forskellige stadier af verdenskrigen og om Goebbels reaktioner. Det viser sig, at Hitlers propagandachef nogle gange retter ind. Da det tyske felttog i Rusland er ved at gå i stå, breder sig alligevel en euforisk stemning hos befolkningen af, at sejren er nær og krigen snart er forbi. For at skuffelsen ikke skal blive alt for vild, lufter Goebbels informationer, om at det ikke går helt godt. Og at der stadig skal kæmpes hårdt.

Selv om han hader den jazz, de unge er vilde med, går han med til, at der sendes let danse- og underholdningsmusik i tysk radio.

I den mere alvorlige ende opstår der krigen igennem de vildeste rygter blandt “folkefællerne”, som tyskerne benævnes i SS-rapporterne. Det kan dreje sig om snarlig fred, om supervåben, som kan gøre en ende på al elendigheden i et snuptag.

I rapporterne skrives, at et stigende problem er mangel på solidaritet, det harmonerer dårligt med narrativet om et folk, der handler som et legeme. De gamle klasseskel, som nazisterne forsøgte at udviske, blev tydelige i nødens stund. Der er også indberetningerne om, at tyskerne fortsat tyr til kirken og holder traditionelle fester i forskellige anledninger. Det noteres, at usædeligheden er omfattende, da navnlig soldaterhustruer er deres kæmpende mænd utro..

Manglen på alt er naturligvis genstand for utilfredshed. En far klager over, at hans søn er død. Han kunne være reddet, hvis lægen var kommet ud til ham. Det gjorde lægen ikke, fordi denne ikke havde benzin. Det kunne faderen ikke forstå – når der hver dag kom en ølvogn, drevet af benzin til landsbyen.

Den tyske befolkning blev gang på gang belært om, at russere og andre folkeslag øst på var laverestående væsener. Rapporterne viser flere eksempler på, at russiske krigsfanger, der bruges som arbejdskraft, er dygtige. Ja, i nogle tilfælde bedre end tyskeren selv. I landbrugsbedrifter bliver russere og polakker ligefrem optaget i familien. Soldater kommer hjem fra Østfronten og fortæller om fjendens tapperhed og gode udrustning.

De naziregimet beordrer jøderne til at gå med en gul stjerne, er der mange eksempler på, at de mødes med venlighed af deres naboer – eller bare af ukendte på gaderne.

Ovenstående positive udsagn om østtvangsarbejdere og jøder kan naturligvis ikke overskygge de lidelser, som millioner af mennesker blev udsat for af tyskerne.

Jødernes dystre skæbne nævnes kun i få tilfælde i SS-rapporterne. Peter Harmsen er sikker på, at de fleste i befolkningen vidste besked, men “kunne leve med at se deres naboer bliver transporteret med tog til en horribel skæbne i øst”, skriver han.

Nazismen talte til menneskets laveste og dyriske instinkter. Harmsen kalder det et paradoks, da tyskerne var de bedst uddannede i Europa. Under en procent var analfabeter, mens tallet i Frankrig var otte procent. De tyske universiteter lå i topklassen, og Tyskland havde vundet flest Nobelpriser.

Det tredje riges øjne og ører

De hemmelig SS-rapporter 1939-1945

Forfatter Peter Harmsen

445 sider, ill.

Udkom 31 oktober 2025

Lindhart og Ringhof

Anmelder Bjarne Gregersen