Med Julie Caplin kan man nyde romantik i hele verden. Hun har nu skrevet seks kulinariske romancer herunder Den lille café i København, Det lille konditori i Paris og Det lille bageri i Brooklyn.

Som hos Cartland er der nogle træk der går igen, som der jo bør være i en kærlighedsroman: Et ungt par der indledningsvist ikke er spor forelskede nærmest tværtimod. Men efterhånden får de øjnene op for hinandens vidunderlighed, og de klatrer over de større forhindringer på vejen til den helt store kærlighed.

I denne roman er vores heltinde, Fiona, en ung fotograf, der netop har vundet en studietur til Japan, der skal ende med en udstilling af hendes fotografier. Hendes mentor på opholdet er en berømt japansk fotograf. Det viser sig imidlertid, at han har været nødt til at hoppe fra, og i stedet overtager den lærer hun forelskede sig i ti år tidligere, Gabe. Han kan ikke genkende hende, han er arrogant, og i stedet for at følge hende rundt til steder for mulige motiver, parkerer han hende og lover at hente hende senere.

Det er lidt af en nedtur, men takket være en omsorgsfuld værtsfamilie får hun alligevel både fundet sig til rette i Tokyo, og hun finder de motiver der skal bruges i udstillingen.

Gabe er ikke bare arrogant, han har også haft store personlige problemer og glemt sin gamle begejstring for fotografiet. Men her kan Fiona hjælpe, og så går det, som det bør gå.

Det lille tehus i Tokyo har nogle kvaliteter, som ikke er så tydelige i de foregående romaner. Eksempelvis fylder præsentationen af Japan, skikke, mad, kultur meget, og Fionas værtsfamilie gør en indsats for at sætte Fiona på sporet af livets værdier – i Japan. Det er vel anbragt i romanen, så man kan følge Fiona som den begejstrede turist, hun også er. Her distancerer Caplin sig smagfuldt fra den gængse kærlighedsroman, uden at man på nogen måde misser noget af romantikken. Især sidste kapitel har fine overraskelser.

Det lille tehus i Tokyo

Julie Caplin

Oversat af Nadine Beth Nielsen

404 sider

Turbulen

Udgivet: 08.04.2025

Birte Strandby