NO SHIT, S er en detektiv-serie for de 10-13-årige. Lixtallet er 23, og det er dermed lykkedes at skabe ægte spænding i en let tilgængelig form.

Arthur er på ferie med sin mor. Det vil sige, hans mors afløser på jobbet har fået vanskeligheder, så Arthurs mor er nødt til at arbejde, mens de er på ferie. Arthur er først skuffet og såret over det, men så møder han detektiven Holm der er en dreng på hans egen alder. Holm er netop ved at finde ud af, hvem der stjæler hans farmors jordbær. 

Arthur studser lidt over Holms visitkort, hvorpå der står ‘Mysterier beundres’. I hans optik burde mysterier opklares, men Holm ser anderledes på det. Kort efter møder de to drenge købmandens Vigga. Hun er på deres alder og helt klar til at gå ind i detektivarbejde. Holm har besluttet at holde vagt i jordbærbedet, men da han er mørkeræd, er det smart at slå sig sammen med Vigga og Arthur. De tre arrangerer sig med telt og lygte – og der er faktisk en der spiser af jordbærrene midt om natten. De når ikke at se, hvem det er, men personen har en jakke på, der har siddet på fru Knudsens fugleskræmsel. Det er både mystisk og virkeligt uhyggeligt.

Spændingen er stigende, og slutningen er overraskende. Stilen er som en ungdommelig pixi-udgave af tidligere tiders detektivromaner for børn, Hitchcock og de tre detektiver eller Jan-bøgerne, bortset fra at her er også nogle overnaturlige indslag.

Det lækkersultne fugleskræmsel

No shit, S 1

Lasse Bo Andersen

94 sider

tekstogtegning.dk

Udgivet: 01.07.2025

Birte Strandby